Anna

I løbet af den sidste uge her i Kipili har tingene ændret sig meget. Medarbejderne på mobilklinikken er gå på deres årlige ferie, så kontoret er lukket, og alle de øvrige volontører er taget på tur til Kigoma. Det er dog rygtedes ret hurtigt at jeg er alene hjemme, så både Secondary eleverne og en hel del børn har været forbi for at kigge lidt til mig. Der er gået en måneds tid siden jeg sidst har opdateret min blog. Tiden går hurtigt hernede. Jeg beklager på forhånd at der ikke er nogen afsnit i indlægget, men bloggen vil desværre ikke godkende dem. Måneden startede med at jeg var henne på health centeret i Kirando og hjælpe til. Heldigivis blev vi enten sejlet dertil i båd, eller kørt i bil. Det var noget af en lettelse at slippe for cykelturen. Tiden gik både med at gøre rent på hospitalet, undersøge de gravide, og være med doctor Shauri rundt. Mht rengøringen var det langt fra hvad man er vant til i Danmark. Lidt vand ud på gulvet og så feje det hen til en rende eller ud af døren. Forskel på rene og urene vaskeklude, og spande med rent og urent vand var der heller ikke meget af. Desværre kan man ikke ændre et helt hospitals rengøringspolitik på en dag eller to. Når jeg ikke var i Kirando var jeg hjemme på kontoret og forsøgte at sætte mig ind i et nyt computerprogram, som vi skulle bruge til at indtaste data fra husholdningsundersøgelserne. Det var et lidt langsommeligt arbejde, men der ventede mig et endnu mere trættende arbejde forude. Jeg havde godt fået at vide, at det ville tage lang tid at taste data ind fra spørgeskemaerne, men jeg havde ikke forestille mig det ville tage SÅ lang tid. Efter at have fået sat programmet op, og klar til at taste ind, fik jeg Respice (lederen på mobilklinikken) til at forsøge sig med det. Jeg kunne meget hurtigt se, at det ville tage ham fem gange så lang tid, som det ville tage mig. Derfor gik jeg selv i krig. Jeg har nu nået 500 af de 550 skemaer, og jeg glæder mig til snart at kunne sige at jeg er færdig. Man bliver hurtigt firkantet i hovedet af at arbejde på computeren. Midt i det meget langsommelige arbejde, er der også en del udfordringer. Der er både forklaringer der skal oversættes fra swahili til engelsk (hvilket gøres ekstra udfordrende af at der ofte er stavefejl i deres swahili, så det ikke er til at slå op) og så er der generelle fejl i besvarelsen af spørgeskemaet. Spørgeskemaet er meget fornuftigt udformet, og vil nok kunne udyldes korrekt, af de fleste folkeskoleelever der kan læse. Det er derimod åbenbart ikke så nemt for vores interviewerer herude, der ikke har særlig stor erfaring med at læse skemaer. De har ganske vist fået kurser i lige netop dette skema inden de gik i gang, men alligevel kommer der mange fejl frem. Eksempelvis henter de svarmuligheder fra andre spørgsmål på samme side. Derfor har der ligget et stort arbejde i at tage stilling til alle disse fejl. Det var planlagt at vi i mobilklinikken denne måned skulle en tur til Kigoma for at besøge et projekt der vedrører kvindearbejde. Desværre havde både lederen og kassereren for meget arbejde til at de kunne tage afsted. Kassereren er også driveren, så i stedet for at køre, skulle vi tage bussen. For første gang blev jeg frustreret over hvad der skete på mobilklinikken. I stedet for at udskyde 10 dage hvorefter vi samlet kunne tage afsted i 4 dage hvoraf vi kunne være på besøg i to af de fire, bestemte de sig for, at halvdelen af teamet skulle tage afsted og brugge 5 dage på at rejse for at kunne være på besøg i en enkelt dag. Min mening blev hørt til vores møde, men desværre ville de ikke indse at det andet var tidsspilde. Det endte så med at jeg blev hjemme. Den dag de havde afrejse vågnede jeg alligevel med ondt i halsen og feber, og dagen efter startede jeg dagen med at kaste alt op. Så var jeg alligevel meget glad for at jeg ikke sad i en bus. Heldigvis blev jeg hurtigt rask igen. Erik Baun og Agnete aagaard var på besøg her i Kipili den følgende weekend. Det var som altid hyggeligt at se dem. Der var især specielt at se Agnete hernede igen, for da jeg kom til Kipili første gang i 2009, var hun ved at afslutte sit volontørophold herude. Det blev til en volontørsamtale med dem begge i løbet af weekenden, og mens jeg snakkede med Erik ude på terassen kom der en varan gående forbi lige så langsomt. Det meste af den var hale, men den var nok en lille meter lang i det hele! Nogle dage efter, da jeg gik på arbejde, stod nogle af drengene og kastede sten op i et træ tæt på huset. Det viste sig at en slange var kravlet derop, og da jeg vendte mig om så jeg en ret stor chamaeleon gå rundt, lige så langsomt på stenene, med øjnene kørende rundt i hovedet. Krybdyr er der nok af her! Det gik op for mig mens vi havde besøg, at mit visum ville udløbe inden for de næste par uger. Der har været problemer med at få vores residence permits, og de andres pas havde derfor været en tur i Zambia med en immigrations arbejder, for at blive stemplet og få et nyt turist visum til Tanzania. Min var ved en fejl ikke kommet med, men så var det så heldigt at Liembaen, den gamle tyske færge der sejler på Tangyanikasøen, ville ankomme i løbet af ugen, så jeg kunne tage med den en weekendtur til Zambia. Turen startede med at boat-driveren James fra mobilklinikken ringede mig op kl 4 fredag morgen. Han råbte et eller andet på swahili ind i røret, som jeg ikke kunne tyde meget af i min halvsovende tilstand. Jeg fik dog ordene ”færgen er kommet” med, og kunne godt regne ud hvad det drejede sig om, så jeg fik da sagt ”nakuja”, jeg kommer, inden han lagde på. Så var det ellers med at komme afsted, for James er ikke altid lige tålmodig. Jeg vækkede de andre og vi gik ned til vandet hvor vi alle sejlede ud til færgen i aluminiumsbåden. Så var det ellers om at hive sig op gennem hullet i siden af færgen for at stige på. Denne gang var vores færd derud meget mere sikker end turen derud i træbåd sidst. Jeg fik billet til første klasse, og fik en meget sød mama som sam-bo. Efter et par timers søvn fik jeg morgenmad i restauranten (hvor jeg senere oplevede en rotte suse forbi mine fødder mens jeg spiste, man skulle ikke være i tvivl om at man var på en gammel færge). Jeg spiste sammen med nogle af de ansatte, og fik en ven i en ung maskin ingeniør elev der i løbet af turen både fik mig med ned i maskinrummet og op til kaptajenen og styrrummet. Desværre blev jeg syg efter morgenmaden, og brugte det meste af dagen på at kaste op. Om aftenen lagde vi til i en havn, Kasanga, meget sydligt i Tanzania, hvor jeg gik i land for at få fat i noget medicin hvilket hjalp på det. Jeg fik snakket med en masse mennesker mens vi lå til, og da vi lagde til der næste dag for at læsse majs, hvilket tog godt seks timer, fik jeg besøg af en hel del af dem på færgen, så det var rigtig hyggeligt! Jeg kedede mig i hvert fald aldrig selvom jeg rejste selv! I Zambia gik jeg i land og fik stemplet mit pas for derefter at gå lidt på markedet, og så tilbage til færgen. På færgen så jeg nogle unge mænd optage en musik video. De lavede hip hop musik, og musikvideon blev optaget på et almindeligt digital kamera. Jeg spurgte om det ville blive lagt på youtube, men det vidste de ikke hvad var, nogle af dem var dog rimelig ”street”. De ville gerne have haft mig med i videoen, men det blev til nogle fælles billeder i stedet. På et tidspunkt var der en kvinde der spurgte om hun måtte få taget et billede med mig. Det viste sig at der var en fotograf ombord, hvor man så kunne få billederne printet, når båden nåede til sin destination, Kigoma. Jeg sagde ja, og der gik ikke længe før jeg havde fået taget billeder med 7-8 forskellige mennesker jeg slet ikke havde snakket med. Så nu kan de gå hjem og fortælle om deres mzungu ven de mødte på Liembaen! Både på turen derned og hjem kunne jeg genkende mange af de byer vi sejlede forbi, da vi har været der på ture med mobilklinikken. På vej hjem mødte jeg endda også et par stykker der var sejlet ud til båden for at læsse deres fisk på (så bliver fisken transporteret nordpå og solgt) som arbejdede i nogle village health committees. Det var nogle glædelige genssyn! Der kom naturligvis også en masse ægteskabstilbud fra fiskerne der kom ud for at læsse fisk, hvortil jeg ofte kunne svare at jeg havde besøgt deres byer, så de havde haft chancen for et ordenligt frieri! Da jeg endelig kom til Kipili efter en oplevelsesrig og hyggelig tur stod alle de andre volontører på for at tage til Kigoma på ferie. Så var det kun Fipa (hunden) og jeg tilbage i huset, så vi tog lige en halv time på terassen, hvor vi slappede af i hver vores campingstol, og nød udsigten over søen ud til Liembaen der var ved at få fisk læsset på her i Kipili. Selvom jeg nu har været alene i huset en lille uge, og egentlig ikke tager på kontoret hver dag, så har jeg haft mere travlt end når de andre er hjemme. Der kommer ofe folk forbi huset for at snakke lidt. Nogle af dem kommer bare forbi, andre kommer fordi de har hørt at jeg er alene, og måske trænger til selskab. Derudover har jeg selv været rundt på et par besøg, og har overtaget nogle af de andre volontøreres computer elever, samtidig med at jeg stadig arbejder på spørgeskemaerne. Så tiden går hurtigt! Lige til sidst må jeg hellere fortælle om vores rotter her i Kipili. I Knuds hus er der en stor fed rotte der flere aftener, når jeg har siddet i stuen, er løbet forbi mig ud til køkkenet omkring kl 21, for derefter at løbe tilbage en halv times tid efter, når den har spist sig mæt. For et par dage siden kom den dog meget hurtigere tilbage, åbenbart fordi døren var lukket. Endelig tog jeg mig sammen og lagde noget gift ud, jeg havde købt i Kirando, for flere uger siden. Det blev lagt i noget avocado på en tallerken som jeg stillede inde i det rum hvor jeg ved den bor. Det kunne næsten ikke blive severet pænere! Næste dag var det også altsammen væk, og rotten har vi ikke set siden. Nede hos os er rottejagten til gengæld gået noget mere voldsomt til. Vi har længe kunne høre dem på loftet, men ikke oplevet at de spiste af maden i huset. En aften sad jeg og talte med min far i telefonen på mit værelse. Da så jeg en lille rotteunge, nok kun 2 cm lang i kroppen, suse rundt på mit værelse. Jeg så den gemme sig under min rygsæk og da jeg var færdig i telfonen, kaldte jeg de andre hen til min dør. Jeg løftede så rygesækken og rotten begyndte at løbe hen mod døren. Da begyndte skrigene fra de andre (jeg var jo godt klar over hvad der ville ske) og rotten blev så forskrækket at den hoppede 20 cm direkte op i luften! Så var vi to der, væbnede med en kost og en paraply, gik på jagt. Vi fik ikke slået den ihjel, men fik den jagtet ud af hoveddøren i første omgang. Der gik ikke mere end et par dage før jeg igen sad på mit værelse, og nu var det ikke en unge, men en kæmpe stor fuldvoksen rotte der gik rundt derinde. Jeg har ikke særlig mange møbler, så den kunne ikke særlig godt gemme sig. Endnu en gang bevæbnet med en paraply og kost gik vi igang med jagten. Denne gang skreg og hoppede jeg lige så højt som de andre når den susede rundt om fødderne på os. Vi blev så enige om at Fipa, vores hund, måtte kunne være behjælpelig. Hun villle dog absolut ikke ind på mit værelse. Hun har aldrig været derinde, og har normalt fået skæld ud hvis hun var på vej ind. Hun plejer ikke at adlyde særlig godt, men hun havde godt lært hun ikke måtte være der. Hun er desværre heller ikke den skarpeste jæger, og hvis ikke hun ser noget med øjnene forstår hun det ikke. Rotten løb endelig ud i stuen, hvor Fipa godt ville være med til at jage. Efter mange skrig og råb fra os, og fuld forvirring hos Fipa, endte rotten ude på toilettet. Det var perfekt! Det kunne ikke blive nemmere for Fipa! En rotte fanget på 2 kvm, det måtte hun kunne klare. Så vi fik hende ind på toilettet og lukkede døren. Vi kiggede ind gennem sprækkerne i døren, og kunne se, at Fipa ikke anede hvad hun skulle stille op. Hun gik lidt hen mod rotten, der så pev, hvorefter hun bakkede igen, og satte sig ned og kiggede på den. Dette gentog hun igen og igen. Efter hun havde været derinde en halv time kunne vi høre både Fipa og rotten pive. Fipa ville ud, hun var træt af at ”jage”, og rotten sad lige så uskadt i hjørnet. Heldigvis var en par af snedkerdrengene kommet forbi på besøg. De blev så udstyret med kosten, og den kæp Rehema havde brugt til at slå slangen i køkkenet ihjel med. De to drenge gik ind på badeværelset, Fipa gik ud, og 30 sekunder senere var rotten død! Nu har vi fået bevist at hvis der er utøj i huset, skal vi bare kalde på en tanzaniaer, og give dem en kæp så ordner de det med det samme, og med meget færre skrig og hop en vi ellers kommer med. Jeg håber alle har det godt i sneen derhjemme. Vi har frydet os over noget regnvejr hernede de sidste dage.