Nu er min tid i Sumbawanga ved at være slut for denne omgang. I dag drager jeg til Kipili for at starte på mit arbejde. Selvom jeg glæder mig rigtigt meget til at komme igang er det lidt vedmodigt at tage afsted fra Sumbawanga. Det bliver også noget af en omvæltning at tage fra det meget dejligt temperede højland ned til søen hvor Kipili ligger, hvor det er meget varmere. Det har ellers været som en meget god dansk sommer her, hvilket har været perfekt. Det er sket flere gange inden for den sidste uge, at jeg tilfældigvis har mødt folk jeg kender, fra mit ophold her i 2009, rundt omkring i Sumbawanga. I går var jeg ude for at købe noget mel, og efter at have snakket lidt med den unge mand i butikken, (hvor jeg godt lagde mærke til at han studerede mig grundigt), tog han endlig mod til sig og spurgte hvad jeg hed. Da jeg så sagde Anna, svarede han, Jamen kan du så ikke huske mig? Jeg har haft dig som lærer! Det tog mig lige noget tid at genkende ham, for han var vokset fra sit noget drengede udseende som 15-årig til de ca 18 år og det voksne udseende han har idag. Han var nu stadig lidt genert, men nævnte at dem jeg har undervist har graduation fra form 4 i starten af oktober. Nu må jeg se om det kan lade sig gøre for mig at komme herind igen i forbindelse med det. Det kunne være meget sjovt at se hvor mange af dem har klaret sig igennem. Da jeg gik videre rundt og ledte efter resten af de ting jeg manglede på markedet, kunne jeg pludselig høre en hel masse sang. Da jeg kom ud fra markedet kunne jeg så se et enormt stort optog af mennesker. Det lignede en hel masse katolske kor der gik og sang. Det tog i hvert fald 10 minutter for dem alle at gå forbi. Jeg blev aldrig rigtig klog på hvad det var der foregik, men der var hundredevis af mennesker. Jeg optog dem på min telefon på rigtig mzungu vis, så forhåbentlig kan det komme ind på min blog på et tidspunkt så I får en fornemmelse af det derhjemme. Sådanne nogle oplevelser gør at jeg helt får sommerfugle i maven af at være her, som om jeg bliver forelsket i Sumbawanga om igen! Der er selvfølgelig også ting der ikke foregår helt som man kunne ønske sig. Jeg er f.eks. blevet rykket rundt på en hel masse forskellige værelser på conference centeret af forskellige grunde, og selvom der bør være varmt vand, er der ikke rigtigt noget. I går var der heller ingen strøm nogen steder. Så var det godt det var søndag, og man skulle slappe af alligevel. Jeg har nu også afsluttet min Kiswahili undervisning. I går gik jeg så i gang med at lave nogle vendekort, hvortil Daniel sagde at jeg da bare kunne starte med dem der var i huset. Det viste sig så at mine gamle vendekort stadig lå på reolen! Så kan nogle af dem genbruges. Der er stadig langt til at jeg forstår hvad der bliver snakket om omkring mig, men undervisningen har hjulpet mig til at få en hel ny forståelse for sproget som jeg ikke havde før. Nu er det bare om at bruge det! Jeg ved ikke rigtigt hvornår jeg kommer til at skrive igen. Jeg har internet på min telefon her i Sumbawanga, men det er så vidt jeg har hørt meget ustadig ude i Kipili. Jeg håber I alle har det godt derhjemme, og jeg glæder mig til at kunne skrive igen om de mange oplevelser jeg helt sikkert får i mellemtiden!

Solen skinner- igen i dag!

Efter en tur på jordvej i 9 timer siddende ved vinduet, får man en noget anderledes orange kulør.

Der er stadig mulighed for gadedrenge at komme i haven til huset her i Sumbawanga om onsdagen og få vasket deres tøj, sig selv, og få et varmt måltid mad. Her er Mama Simon ved at lave en MEGET stor omgang ugali (stift majsgrød) til dem, som de får sammen med bønner.

Det nye byggeri til sovesal for piger på Secondary School, her skal 96 piger bo. Pigernes udsigt ovenfor. Nedenfor er billeder af Secondary skolens undervisningsbygninger som der ser ud nu. Den der er ved at blive revet ned indeholder de eneste 4 klasselokaler der var under mit sidste ophold her.

Gode gamle Sumbawanga!

Så er det ved at være en lille uge siden jeg ankom til Sumbawanga. Det var efter den sædvanlige lange tur fra Kastrup, til Dar es Salaam, tidligt op i Dar for at komme med bussen til Mbeya, for derefter at sidde i den i 12-13 timer med en stor knude i maven. Jeg havde åbenbart glemt hvor vanvittigt de kører. Overhalinger man ikke troede var mulige er det lige pludseligt, og smalle snoede veje er en mulighed for buscaufføren til at udøve sine drømme om at køre rally, uden tilsyneladende at skænke en tanke til den stakkels ene mzungu der sidder og kigger forskrækket med ud af forruden. Da vi endelig ankom til Mbeya blev jeg mødt af nogle alt for ivrige mænd der alle ville ”hjælpe mig”. Jeg slap heldigvis for alt for meget bøvl da mit hotel lå lige ved siden af busstationen. På bussen den næste dag sad jeg ved siden af en meget sød mama. Der var ingen sikkerhedssele i bussen, men det ville nok ikke have gjort nogen forskel. Jeg sad godt fast med mine knæ presset helt op i sædet foran mig, og mig selv klemt ned mellem vinduet og mama’en der var noget for bred til sit eget sæde. Der sad jeg så fast i 9 timer og blev rystet godt igennem, med en enkelt tisse/ strække ben pause. Der var selvfølgelig ikke noget airconditioning i bussen, så at åbne vinduet var den eneste mulighed. Det er tørtid hernede, og vejen fra Mbeya til Sumbawanga er efter de første 2 timer jordvej, hvilket betyder hullet støvvej. Det resulterede i at jeg var helt orange over det hele efter at have siddet ved vinduet hele vejen. Der er dog sket ting og sager siden jeg var her sidst for tre år siden. De er i gang med at bygge en asfaltvej, så den kører man ved siden af et godt stykke af vejen. Deres forkærlighed for Westlife har tilsyneladende også fortaget sig, det var først 11 timer og 40 ind i den første køretur at de satte en westlife musikvideo på. Heldigvis havde jeg husket at tage ørepropper med i bussen til at dæmpe den ellers alt alt for høje musik og de alt for højlydte tanzanianske tv serier de spiller. Jeg havde problemer med både mit tanzaniaske og danske sim kort så jeg var ikke i stand til at komme i kontakt med nogen her i Tanzania på hele turen. Det gjorde, at da jeg stod af bussen, var ingen klar over at jeg var ankommet. Heldigvis kender jeg jo Sumbawanga godt fra mit sidste ophold, så jeg fik en mand til at hjælpe mig med at bære mine ting op på conference centeret hvor jeg skulle sove. Efter jeg havde fået vasket al støvet af, fik jeg endelig mødt Daniel og de tre volontører der er her i Sumbawanga, Johanne, Sophie, og Sigurd. Sigurd og Daniel bor i huset jeg boede i i Sumbawanga, og Sigurd har mit gamle arbejde. Johanne og Sophie bor ude på Peter’s house, det nye børnehjem der er kommet siden jeg tog afsted. De næste dage gik med at vente på min Swahili underviser. Han dukkede desværre ikke op. Vi var ikke rigtigt klar over hvorfor, og havde heller ikke hans telefonnummer, så vi kunne ikke kontakte ham. I stedet fik jeg besøgt nogle af de steder jeg havde min daglige gang før i tiden. Jeg var endda med Sigurd inde til en computer time ude på bibelskolen, hvor der var en af mine gamle elever var til stede! Dengang læste han til evangalist, og nu er han ved at være færdig som præst. Det blev også til nogle ture på markedet, og jeg kom op at se Peter’s House, hvor der blev spillet fodboldkamp mellem drengene der, og drengene fra Bethania’s drop-in center. Mandag begyndte min swahlíli undervisning så. Det viste sig at der havde været nogle informationer der var gået tabt, men nu kommer min lærer to gange om dagen, en time ad gangen. Jeg har desværre haft lidt for høje forhåbninger om at kunne fortsætte med mit swahili hvor jeg slap. Jeg har til min store frustration (og åbenlyst også til Mama Simon’s her i huset) glemt en hel del. Min lærer er heldigvis utrolig dygtig. Han er en ældre herre der kan tale swahili, tysk, engelsk og fransk, og er meget pædagogisk! Nu får jeg også lidt mere styr på hvad det er jeg siger, i forhold til sidste gang jeg var her, hvor jeg lærte det mere eller mindre ved at høre mig frem. Dagene går ellers her i Sumbawanga med en masse småting. Den anden dag da jeg kom ud fra en butik var der en der råbte mit navn. Da jeg vendte mig om var det Alcado som jeg har boet i huset med, der arbejde i en lige taletidsbod på hjørnet. Det var et meget glædeligt gensyn! Nivard, der også boede i huset dengang er her stadig, og er stadig lige så glad og sjov at være sammen med. Han har i mellemtiden fået en lille pige der bor med sin mor i Kipili, så dem glæder jeg mig til at møde. Den sidste dreng der boede i huset dengang, Pascal, skal jeg forhåbentlig ned og finde i en lille bod han arbejder i nede i byen en dag snart. I går var jeg ude på Secondary skolen hvor jeg arbejdede, og hvor Daniel står for at sørge for ordenligt byggeri. Den er udvidet helt vildt med en masse klasseværelser og en kommende sovesal til piger og en spisesal. Den eneste bygning der var med klasseværelser dengang, er nu ved at bliver revet ned og genopbygget da den simpelthen var bygget for dårligt (dvs den holdt til 3-4 års brug!) De næste dage kommer til at gå med undervisning, og i starten af næste uge håber jeg at komme afsted til Kipili og komme i gang med arbejde!