Gode gamle Sumbawanga!

Så er det ved at være en lille uge siden jeg ankom til Sumbawanga. Det var efter den sædvanlige lange tur fra Kastrup, til Dar es Salaam, tidligt op i Dar for at komme med bussen til Mbeya, for derefter at sidde i den i 12-13 timer med en stor knude i maven. Jeg havde åbenbart glemt hvor vanvittigt de kører. Overhalinger man ikke troede var mulige er det lige pludseligt, og smalle snoede veje er en mulighed for buscaufføren til at udøve sine drømme om at køre rally, uden tilsyneladende at skænke en tanke til den stakkels ene mzungu der sidder og kigger forskrækket med ud af forruden. Da vi endelig ankom til Mbeya blev jeg mødt af nogle alt for ivrige mænd der alle ville ”hjælpe mig”. Jeg slap heldigvis for alt for meget bøvl da mit hotel lå lige ved siden af busstationen. På bussen den næste dag sad jeg ved siden af en meget sød mama. Der var ingen sikkerhedssele i bussen, men det ville nok ikke have gjort nogen forskel. Jeg sad godt fast med mine knæ presset helt op i sædet foran mig, og mig selv klemt ned mellem vinduet og mama’en der var noget for bred til sit eget sæde. Der sad jeg så fast i 9 timer og blev rystet godt igennem, med en enkelt tisse/ strække ben pause. Der var selvfølgelig ikke noget airconditioning i bussen, så at åbne vinduet var den eneste mulighed. Det er tørtid hernede, og vejen fra Mbeya til Sumbawanga er efter de første 2 timer jordvej, hvilket betyder hullet støvvej. Det resulterede i at jeg var helt orange over det hele efter at have siddet ved vinduet hele vejen. Der er dog sket ting og sager siden jeg var her sidst for tre år siden. De er i gang med at bygge en asfaltvej, så den kører man ved siden af et godt stykke af vejen. Deres forkærlighed for Westlife har tilsyneladende også fortaget sig, det var først 11 timer og 40 ind i den første køretur at de satte en westlife musikvideo på. Heldigvis havde jeg husket at tage ørepropper med i bussen til at dæmpe den ellers alt alt for høje musik og de alt for højlydte tanzanianske tv serier de spiller. Jeg havde problemer med både mit tanzaniaske og danske sim kort så jeg var ikke i stand til at komme i kontakt med nogen her i Tanzania på hele turen. Det gjorde, at da jeg stod af bussen, var ingen klar over at jeg var ankommet. Heldigvis kender jeg jo Sumbawanga godt fra mit sidste ophold, så jeg fik en mand til at hjælpe mig med at bære mine ting op på conference centeret hvor jeg skulle sove. Efter jeg havde fået vasket al støvet af, fik jeg endelig mødt Daniel og de tre volontører der er her i Sumbawanga, Johanne, Sophie, og Sigurd. Sigurd og Daniel bor i huset jeg boede i i Sumbawanga, og Sigurd har mit gamle arbejde. Johanne og Sophie bor ude på Peter’s house, det nye børnehjem der er kommet siden jeg tog afsted. De næste dage gik med at vente på min Swahili underviser. Han dukkede desværre ikke op. Vi var ikke rigtigt klar over hvorfor, og havde heller ikke hans telefonnummer, så vi kunne ikke kontakte ham. I stedet fik jeg besøgt nogle af de steder jeg havde min daglige gang før i tiden. Jeg var endda med Sigurd inde til en computer time ude på bibelskolen, hvor der var en af mine gamle elever var til stede! Dengang læste han til evangalist, og nu er han ved at være færdig som præst. Det blev også til nogle ture på markedet, og jeg kom op at se Peter’s House, hvor der blev spillet fodboldkamp mellem drengene der, og drengene fra Bethania’s drop-in center. Mandag begyndte min swahlíli undervisning så. Det viste sig at der havde været nogle informationer der var gået tabt, men nu kommer min lærer to gange om dagen, en time ad gangen. Jeg har desværre haft lidt for høje forhåbninger om at kunne fortsætte med mit swahili hvor jeg slap. Jeg har til min store frustration (og åbenlyst også til Mama Simon’s her i huset) glemt en hel del. Min lærer er heldigvis utrolig dygtig. Han er en ældre herre der kan tale swahili, tysk, engelsk og fransk, og er meget pædagogisk! Nu får jeg også lidt mere styr på hvad det er jeg siger, i forhold til sidste gang jeg var her, hvor jeg lærte det mere eller mindre ved at høre mig frem. Dagene går ellers her i Sumbawanga med en masse småting. Den anden dag da jeg kom ud fra en butik var der en der råbte mit navn. Da jeg vendte mig om var det Alcado som jeg har boet i huset med, der arbejde i en lige taletidsbod på hjørnet. Det var et meget glædeligt gensyn! Nivard, der også boede i huset dengang er her stadig, og er stadig lige så glad og sjov at være sammen med. Han har i mellemtiden fået en lille pige der bor med sin mor i Kipili, så dem glæder jeg mig til at møde. Den sidste dreng der boede i huset dengang, Pascal, skal jeg forhåbentlig ned og finde i en lille bod han arbejder i nede i byen en dag snart. I går var jeg ude på Secondary skolen hvor jeg arbejdede, og hvor Daniel står for at sørge for ordenligt byggeri. Den er udvidet helt vildt med en masse klasseværelser og en kommende sovesal til piger og en spisesal. Den eneste bygning der var med klasseværelser dengang, er nu ved at bliver revet ned og genopbygget da den simpelthen var bygget for dårligt (dvs den holdt til 3-4 års brug!) De næste dage kommer til at gå med undervisning, og i starten af næste uge håber jeg at komme afsted til Kipili og komme i gang med arbejde!