De zambianske hip hoppere der optage musikvideo på færgen mens den var i havn.

Mig sammen med den meget koncentrerede kaptajn der ikke fortrak en mine ligemeget hvor meget maskiningeniøren (der er igang med at tage billedet) og jeg grinede.

Der var tid til at snakke både med børn, unge og voksne på havnen i Kasanga.

Det kan godt regne ret kraftigt her. Den anden dag var flere af snedkereleverne nede forbi huset for at se om der var en ledig paraply de kunne låne, da de skulle hjem til frokost.

Stolene er sat frem til at Fipa og jeg kan tage en slapper på terassen

Udsigten vi slappede af til

Den ca 30 cm lange kamæleon der gik rundt uden for huset

I løbet af den sidste uge her i Kipili har tingene ændret sig meget. Medarbejderne på mobilklinikken er gå på deres årlige ferie, så kontoret er lukket, og alle de øvrige volontører er taget på tur til Kigoma. Det er dog rygtedes ret hurtigt at jeg er alene hjemme, så både Secondary eleverne og en hel del børn har været forbi for at kigge lidt til mig. Der er gået en måneds tid siden jeg sidst har opdateret min blog. Tiden går hurtigt hernede. Jeg beklager på forhånd at der ikke er nogen afsnit i indlægget, men bloggen vil desværre ikke godkende dem. Måneden startede med at jeg var henne på health centeret i Kirando og hjælpe til. Heldigivis blev vi enten sejlet dertil i båd, eller kørt i bil. Det var noget af en lettelse at slippe for cykelturen. Tiden gik både med at gøre rent på hospitalet, undersøge de gravide, og være med doctor Shauri rundt. Mht rengøringen var det langt fra hvad man er vant til i Danmark. Lidt vand ud på gulvet og så feje det hen til en rende eller ud af døren. Forskel på rene og urene vaskeklude, og spande med rent og urent vand var der heller ikke meget af. Desværre kan man ikke ændre et helt hospitals rengøringspolitik på en dag eller to. Når jeg ikke var i Kirando var jeg hjemme på kontoret og forsøgte at sætte mig ind i et nyt computerprogram, som vi skulle bruge til at indtaste data fra husholdningsundersøgelserne. Det var et lidt langsommeligt arbejde, men der ventede mig et endnu mere trættende arbejde forude. Jeg havde godt fået at vide, at det ville tage lang tid at taste data ind fra spørgeskemaerne, men jeg havde ikke forestille mig det ville tage SÅ lang tid. Efter at have fået sat programmet op, og klar til at taste ind, fik jeg Respice (lederen på mobilklinikken) til at forsøge sig med det. Jeg kunne meget hurtigt se, at det ville tage ham fem gange så lang tid, som det ville tage mig. Derfor gik jeg selv i krig. Jeg har nu nået 500 af de 550 skemaer, og jeg glæder mig til snart at kunne sige at jeg er færdig. Man bliver hurtigt firkantet i hovedet af at arbejde på computeren. Midt i det meget langsommelige arbejde, er der også en del udfordringer. Der er både forklaringer der skal oversættes fra swahili til engelsk (hvilket gøres ekstra udfordrende af at der ofte er stavefejl i deres swahili, så det ikke er til at slå op) og så er der generelle fejl i besvarelsen af spørgeskemaet. Spørgeskemaet er meget fornuftigt udformet, og vil nok kunne udyldes korrekt, af de fleste folkeskoleelever der kan læse. Det er derimod åbenbart ikke så nemt for vores interviewerer herude, der ikke har særlig stor erfaring med at læse skemaer. De har ganske vist fået kurser i lige netop dette skema inden de gik i gang, men alligevel kommer der mange fejl frem. Eksempelvis henter de svarmuligheder fra andre spørgsmål på samme side. Derfor har der ligget et stort arbejde i at tage stilling til alle disse fejl. Det var planlagt at vi i mobilklinikken denne måned skulle en tur til Kigoma for at besøge et projekt der vedrører kvindearbejde. Desværre havde både lederen og kassereren for meget arbejde til at de kunne tage afsted. Kassereren er også driveren, så i stedet for at køre, skulle vi tage bussen. For første gang blev jeg frustreret over hvad der skete på mobilklinikken. I stedet for at udskyde 10 dage hvorefter vi samlet kunne tage afsted i 4 dage hvoraf vi kunne være på besøg i to af de fire, bestemte de sig for, at halvdelen af teamet skulle tage afsted og brugge 5 dage på at rejse for at kunne være på besøg i en enkelt dag. Min mening blev hørt til vores møde, men desværre ville de ikke indse at det andet var tidsspilde. Det endte så med at jeg blev hjemme. Den dag de havde afrejse vågnede jeg alligevel med ondt i halsen og feber, og dagen efter startede jeg dagen med at kaste alt op. Så var jeg alligevel meget glad for at jeg ikke sad i en bus. Heldigvis blev jeg hurtigt rask igen. Erik Baun og Agnete aagaard var på besøg her i Kipili den følgende weekend. Det var som altid hyggeligt at se dem. Der var især specielt at se Agnete hernede igen, for da jeg kom til Kipili første gang i 2009, var hun ved at afslutte sit volontørophold herude. Det blev til en volontørsamtale med dem begge i løbet af weekenden, og mens jeg snakkede med Erik ude på terassen kom der en varan gående forbi lige så langsomt. Det meste af den var hale, men den var nok en lille meter lang i det hele! Nogle dage efter, da jeg gik på arbejde, stod nogle af drengene og kastede sten op i et træ tæt på huset. Det viste sig at en slange var kravlet derop, og da jeg vendte mig om så jeg en ret stor chamaeleon gå rundt, lige så langsomt på stenene, med øjnene kørende rundt i hovedet. Krybdyr er der nok af her! Det gik op for mig mens vi havde besøg, at mit visum ville udløbe inden for de næste par uger. Der har været problemer med at få vores residence permits, og de andres pas havde derfor været en tur i Zambia med en immigrations arbejder, for at blive stemplet og få et nyt turist visum til Tanzania. Min var ved en fejl ikke kommet med, men så var det så heldigt at Liembaen, den gamle tyske færge der sejler på Tangyanikasøen, ville ankomme i løbet af ugen, så jeg kunne tage med den en weekendtur til Zambia. Turen startede med at boat-driveren James fra mobilklinikken ringede mig op kl 4 fredag morgen. Han råbte et eller andet på swahili ind i røret, som jeg ikke kunne tyde meget af i min halvsovende tilstand. Jeg fik dog ordene ”færgen er kommet” med, og kunne godt regne ud hvad det drejede sig om, så jeg fik da sagt ”nakuja”, jeg kommer, inden han lagde på. Så var det ellers med at komme afsted, for James er ikke altid lige tålmodig. Jeg vækkede de andre og vi gik ned til vandet hvor vi alle sejlede ud til færgen i aluminiumsbåden. Så var det ellers om at hive sig op gennem hullet i siden af færgen for at stige på. Denne gang var vores færd derud meget mere sikker end turen derud i træbåd sidst. Jeg fik billet til første klasse, og fik en meget sød mama som sam-bo. Efter et par timers søvn fik jeg morgenmad i restauranten (hvor jeg senere oplevede en rotte suse forbi mine fødder mens jeg spiste, man skulle ikke være i tvivl om at man var på en gammel færge). Jeg spiste sammen med nogle af de ansatte, og fik en ven i en ung maskin ingeniør elev der i løbet af turen både fik mig med ned i maskinrummet og op til kaptajenen og styrrummet. Desværre blev jeg syg efter morgenmaden, og brugte det meste af dagen på at kaste op. Om aftenen lagde vi til i en havn, Kasanga, meget sydligt i Tanzania, hvor jeg gik i land for at få fat i noget medicin hvilket hjalp på det. Jeg fik snakket med en masse mennesker mens vi lå til, og da vi lagde til der næste dag for at læsse majs, hvilket tog godt seks timer, fik jeg besøg af en hel del af dem på færgen, så det var rigtig hyggeligt! Jeg kedede mig i hvert fald aldrig selvom jeg rejste selv! I Zambia gik jeg i land og fik stemplet mit pas for derefter at gå lidt på markedet, og så tilbage til færgen. På færgen så jeg nogle unge mænd optage en musik video. De lavede hip hop musik, og musikvideon blev optaget på et almindeligt digital kamera. Jeg spurgte om det ville blive lagt på youtube, men det vidste de ikke hvad var, nogle af dem var dog rimelig ”street”. De ville gerne have haft mig med i videoen, men det blev til nogle fælles billeder i stedet. På et tidspunkt var der en kvinde der spurgte om hun måtte få taget et billede med mig. Det viste sig at der var en fotograf ombord, hvor man så kunne få billederne printet, når båden nåede til sin destination, Kigoma. Jeg sagde ja, og der gik ikke længe før jeg havde fået taget billeder med 7-8 forskellige mennesker jeg slet ikke havde snakket med. Så nu kan de gå hjem og fortælle om deres mzungu ven de mødte på Liembaen! Både på turen derned og hjem kunne jeg genkende mange af de byer vi sejlede forbi, da vi har været der på ture med mobilklinikken. På vej hjem mødte jeg endda også et par stykker der var sejlet ud til båden for at læsse deres fisk på (så bliver fisken transporteret nordpå og solgt) som arbejdede i nogle village health committees. Det var nogle glædelige genssyn! Der kom naturligvis også en masse ægteskabstilbud fra fiskerne der kom ud for at læsse fisk, hvortil jeg ofte kunne svare at jeg havde besøgt deres byer, så de havde haft chancen for et ordenligt frieri! Da jeg endelig kom til Kipili efter en oplevelsesrig og hyggelig tur stod alle de andre volontører på for at tage til Kigoma på ferie. Så var det kun Fipa (hunden) og jeg tilbage i huset, så vi tog lige en halv time på terassen, hvor vi slappede af i hver vores campingstol, og nød udsigten over søen ud til Liembaen der var ved at få fisk læsset på her i Kipili. Selvom jeg nu har været alene i huset en lille uge, og egentlig ikke tager på kontoret hver dag, så har jeg haft mere travlt end når de andre er hjemme. Der kommer ofe folk forbi huset for at snakke lidt. Nogle af dem kommer bare forbi, andre kommer fordi de har hørt at jeg er alene, og måske trænger til selskab. Derudover har jeg selv været rundt på et par besøg, og har overtaget nogle af de andre volontøreres computer elever, samtidig med at jeg stadig arbejder på spørgeskemaerne. Så tiden går hurtigt! Lige til sidst må jeg hellere fortælle om vores rotter her i Kipili. I Knuds hus er der en stor fed rotte der flere aftener, når jeg har siddet i stuen, er løbet forbi mig ud til køkkenet omkring kl 21, for derefter at løbe tilbage en halv times tid efter, når den har spist sig mæt. For et par dage siden kom den dog meget hurtigere tilbage, åbenbart fordi døren var lukket. Endelig tog jeg mig sammen og lagde noget gift ud, jeg havde købt i Kirando, for flere uger siden. Det blev lagt i noget avocado på en tallerken som jeg stillede inde i det rum hvor jeg ved den bor. Det kunne næsten ikke blive severet pænere! Næste dag var det også altsammen væk, og rotten har vi ikke set siden. Nede hos os er rottejagten til gengæld gået noget mere voldsomt til. Vi har længe kunne høre dem på loftet, men ikke oplevet at de spiste af maden i huset. En aften sad jeg og talte med min far i telefonen på mit værelse. Da så jeg en lille rotteunge, nok kun 2 cm lang i kroppen, suse rundt på mit værelse. Jeg så den gemme sig under min rygsæk og da jeg var færdig i telfonen, kaldte jeg de andre hen til min dør. Jeg løftede så rygesækken og rotten begyndte at løbe hen mod døren. Da begyndte skrigene fra de andre (jeg var jo godt klar over hvad der ville ske) og rotten blev så forskrækket at den hoppede 20 cm direkte op i luften! Så var vi to der, væbnede med en kost og en paraply, gik på jagt. Vi fik ikke slået den ihjel, men fik den jagtet ud af hoveddøren i første omgang. Der gik ikke mere end et par dage før jeg igen sad på mit værelse, og nu var det ikke en unge, men en kæmpe stor fuldvoksen rotte der gik rundt derinde. Jeg har ikke særlig mange møbler, så den kunne ikke særlig godt gemme sig. Endnu en gang bevæbnet med en paraply og kost gik vi igang med jagten. Denne gang skreg og hoppede jeg lige så højt som de andre når den susede rundt om fødderne på os. Vi blev så enige om at Fipa, vores hund, måtte kunne være behjælpelig. Hun villle dog absolut ikke ind på mit værelse. Hun har aldrig været derinde, og har normalt fået skæld ud hvis hun var på vej ind. Hun plejer ikke at adlyde særlig godt, men hun havde godt lært hun ikke måtte være der. Hun er desværre heller ikke den skarpeste jæger, og hvis ikke hun ser noget med øjnene forstår hun det ikke. Rotten løb endelig ud i stuen, hvor Fipa godt ville være med til at jage. Efter mange skrig og råb fra os, og fuld forvirring hos Fipa, endte rotten ude på toilettet. Det var perfekt! Det kunne ikke blive nemmere for Fipa! En rotte fanget på 2 kvm, det måtte hun kunne klare. Så vi fik hende ind på toilettet og lukkede døren. Vi kiggede ind gennem sprækkerne i døren, og kunne se, at Fipa ikke anede hvad hun skulle stille op. Hun gik lidt hen mod rotten, der så pev, hvorefter hun bakkede igen, og satte sig ned og kiggede på den. Dette gentog hun igen og igen. Efter hun havde været derinde en halv time kunne vi høre både Fipa og rotten pive. Fipa ville ud, hun var træt af at ”jage”, og rotten sad lige så uskadt i hjørnet. Heldigvis var en par af snedkerdrengene kommet forbi på besøg. De blev så udstyret med kosten, og den kæp Rehema havde brugt til at slå slangen i køkkenet ihjel med. De to drenge gik ind på badeværelset, Fipa gik ud, og 30 sekunder senere var rotten død! Nu har vi fået bevist at hvis der er utøj i huset, skal vi bare kalde på en tanzaniaer, og give dem en kæp så ordner de det med det samme, og med meget færre skrig og hop en vi ellers kommer med. Jeg håber alle har det godt i sneen derhjemme. Vi har frydet os over noget regnvejr hernede de sidste dage.

Vores workshop på stranden i Kirando. Her gennemgik vi det nye spørgeskema og jeg mødte jeg et par repræsentanter fra hver af de landsbyer vi tog til.

Nogle af mine kollegaer på båden i gang med at evaluere dagens møder.

Her kan man se dagar ligge på stranden og tørre. Byerne lygtede ofte meget af fisk, og da vi sov i telte på stranden var der også en rigtig kraftig lugt af fisk når man skulle i seng og stod op.

Vores båd ligger ude i bugten, og forgrunden kan der ses et par børn på vej ned for at vaske op.

Børn her bliver helt vanvittige når man tager billeder. Jeg plejer ikke at tage særlig mange, men her blev jeg opfordret til at tage et billede på den primary skole vi holdt møde på. Da de så blitzen gik de helt amok!

Der er virkelig beskidt ude i landsbyerne. En af mobilklinikkens opgaver er at opfordre og undervise folk i vigtigheden af at have et hul til affald hvor der kan brændes af, sådan at det ikke bare bliver vasket ud i søen når regntiden kommer.

Det er vigtigt med affaldhuller og ordenlige toiletter for folk bruger vandet fra søen til alt, bad, tøjvask, opvask og drikkevand. Det ser smukt ud, men som folk siger her, så er søen også farlig, både når det blæser, der er krokodiller og de bliver syge af vandet.

Et af de kæmpe mangotræer vi holdt møde under.

Et andet sted vi holdt møde under mangotræer. Disse var plntet som en alle af nogle katolske missionærer i Kala for 110 år siden, og førte op til klosteret. Rødderne var dog nu vokset ind over hinanden så man umiligt kunne bruge det som vej længere.

De telte vi sov i, og nogle af de mange besægende vi havde i løbet af dagen. Der var aldrig rigtigt ro.

Ovenfor er billede af de små fisk-dagar- som de/vi spiser

3. del: Turen Sydpå

Efter en weekend hjemme tog vi ud på en 5 dages tur mere. Denne gang tog vi sydpå til landsbyerne Namansi, Ninde, Kizumbi, Wampembe og Kala. Formålet med denne tur var samme som på den første. På denne tur var jeg ved at blive VIRKELIG træt af ugali og fisk. Jeg fik det to gange om dagen så der var ikke meget at se frem til. Jeg er ikke meget til de små fisk (dagar) og en dag var der en mand, der i forbindeldse med at fortælle mig om dagar fiskeri, spurgte om jeg kunne lide frisk dagar, som man ellers normalt får tørret. Jeg svarede ja, hvilket egentlig var en ret stor løgn. Det blev også til min store fortrydels,e for så sagde han glad at det ville han sørge for at vi fik til aftensmad. Til aftensmaden måtte jeg så øse op at den friske dagar og spise den selvom hver mundfuld var en prøvelse. Puha, der var nogle af dem der ikke kom helt ind i munden, så jeg lige måtte skubbe halen med ind. Det håber jeg ikke jeg skal have igen! På turen var månen ved at blive fuld. Den ene aften stod jeg ude i et toilet uden tag, og tog bad fra en spand vand hentet i søen. Det var som at stå ude om dagen så lyst var der. Der tænkte jeg godt nok hvor heldig jeg var at få lov til at prøve at stå der midt ude i en landsby langt væk fra alt og opleve alt det der fulgte med. Mht badning fik jeg også at vide at jeg skulle holde mig fra at bade på stranden om morgenen og aftenen da landsbyerne har problemer med krokodiller. De skulle ikke fortælle mig to gange om det barn der var blevet spist sidste måned, og folk der havde mistet arme og ben, for at jeg holdt mig helt fra at bade! Det er ret vildt at være et sted hvor der er dyr der kommer og jagter folk som mad! Ud over at være træt af fisk og ugali var det i længden også mere af en prøvelse at blive kigget på og snakket om konstant. Både børn og voksne synes det er interessant at der er en mzungu. Derudover var jeg rigtig træt i hovedet af hele tiden koncentrere mig om at forstå hvad der blev sagt på swahili, så det var en lettelse at komme hjem og sove i min egen seng og kunne tale til folk uden problemer. Siden jeg kom hjem ar vi haft en slange i køkkenet som mamaerne kom ned og slog ihjel med en kæp, og vi har været henne og spise ved Mama Anna, Nivards (som jeg boede med i sumbawanga i 2009) kone hvor jeg fik lov til at hjælpe til i køkkenet sammen med Sara. Vi lavdede ugali og fisk- igen. Denne gang smagte det dog lidt bedre når man selv havde været med til at lave det. Hvad der skal ske i november ved jeg ikke endnu, andet end at vi får den nyeste husholdsundersøgelse tilbage, så der skal tastes en masse data ind. Ellers bliver det spændende at se hvad der sker!

2. del Turen nordpå

Turen nordpå På vores tur nordpå skulle vi besøge fire landsbyer i løbet af fem dage. Jeg ved ikke om de kan findes på google maps eller lignende, men byerne hed Manda Kerenge, Kazovu, Korongwe og Kalila. I alle landsbyerne skulle vi hold møde med landsbyernes health committee der ofte består af landsbyformanden, traditionelle jordmødre, traditionelle læger, religiøse ledere, sundhedslærer fra de skoler der evt er samt andre fra landsbyerne der er interesserede. Komitteerne består oftest af 12 medlemmer hvor der forsøges at holde det ligeligt kønsfordelt. Derefter holdt vi møder for indbyggerne i landsbyerne. Det foregik ved byernes samlingssted, som altid var et eller flere store mangotræer.Vi fortalte om husholdsundersøgelsen hvori der bl.a. var spørgsmål om hvordan de renser deres vand, om de bruger prævæntion, børnedødelighed, om de bruger myggenet, og de har toiletter og mere. Derudover fortalte vi at mobilklinik projektet nu har fået penge til at fortsætte de næste fem år også, hvilket folk blev meget glade for. Hver gang vi skulle starte et møde skulle jeg introducere mig selv (til møde med indbyggerne foregik det med mikrofon). Folk blev virkelig begejrstret og grinede meget når jeg lagde ud med at hilse på kifipa, deres stammesprog, hvilket jeg havde lært lidt af fra de andre på mobilklinikken. I det hele taget begynder det at gå fremad med mine swahili kundskaber. Det kniber med at få formuleret mig, men når de taler direkte til mig går det fint nok med at forstå. Til gengæld kan det til tider også være ret svært at forstå deres engelsk og en gang i mellem bliver det til nogle sjove udtalelser. Der var en af de andre der ville sige at vi skulle vente, for maden var allerede i køkkenet, men han endte med at sige ”it is in the chicken” hvilket egentlig var forvirrende, for det kunne jo godt være han mente vi skulle have kylling til aftensmad! Mens vi var på tur måtte jeg også lige vænne mig til at jeg ikke kunne bruge min telefon. Især på turen sydpå var der ikke nogen måde at komme i i kontakt med nogen på, andet end ved radiokontakt. Tilfældigvis var en af mine gamle elever fra bibelskolen evengalist i en af landsbyerne vi besøgte. Det var rigtig sjovt at se ham, og han kaldte mig hele tiden mwalimu (lærer) hvilket alle synes var meget sjovt. Jeg var også ind og besøge hans familie og rundt og se kirken og nogle af kirkens andre bygninger i byen, bl.a. en børnehave. Mens vi var i den by, hørte jeg også en masse myter og vandrehistorier. Både om et spøgelsesskib og om en slange der havde spist et barn og nu kunne tale alle verdens sprog. Der var en der havde en optagelse af ”slangen” på sin mobil telefon, og det var simpelthen det værste fup jeg nogensinde har set. Det ligende en papmache figur og så var der nogen der sagde ”oooo ooooo” i baggrunden. Desværre var det ikke til at få dem overbevist om at det ikke var ægte. De var sikre på at det var onde mennesker i ledtog med djævelen der gjorde havde tilkaldt den. Det er svært som dansker at forstå at de kan tro på en video som den, men for dem er de ret nyt, og hisorierne florerer herude. Naturen er utrolig smuk i landsbyerne langs søern. Der ligger kæmpe store sten på de lange hvide sandstrande, og der er palmetræer og mangotræer strøet ud mellem husene. Når solen går ned kan man se det ud over søen, og tænker at det må være tæt på paradis. Der var en aften jeg gik og tænkte på dette mens vi gik op til byens dispensary, hvor der var en enkelt health worker til at tage sig af en meget stor landsby, og havde nogle meget enkle lokaler med meget få remedier til rådighed. Mens jeg som sagt gik og tænkte på hvor smukt der var, kom vi op og så en af de patienter der var der. Der var en ung pige på 8-9 år. Det er svært at beskrive den følelese jeg fik da jeg så hende. Det var tydligt på hendes vejrtrækning og almene tilstand at hun var meget alvorlig syg. Alle de alarmklokker der er sat til at ringe i mit arbejde som sygeplejevikar gik i gang. Pigen havde malaria, og var først kommet hen til behandlig nu, da hendes familie ingen penge havde til at købe medicin tidligere. Lægen vi havde med sagde lige ud at hun højst havde 6 timer tilbage, hvis ikke hun fik en blod transfusion, og den skulle hun sejle i 3 timer for at få. Familien havde hverken penge til at betale for sejlturen eller behandlingen for hende. Jeg havde 9000 tsh på mig, hvilket svarer til 35 kr. Lægen sagde at det ville være nok til at få hende til Kirando og give hende behandling. Da vi gik ind for at fortælle familien kunne vi høre en anderledes vejrtrækning hos pigen, og lægen og jeg var begge klar over at det var for sent. Vi gik derfra, og kort efter hørte vi at hun var død. Det var en brat opvågning midt i alt det der ellers var så smukt. Resten af aftenen var det svært at holde tårerne tilbage, og jeg var glad for at solen var gået ned. At stå så hjælpeløs over for sådan et barn var virkeligt hjerteskærende. På turen lærte jeg ellers også meget om hvordan man fisker dagar her (de små fisk). Vi sov i telte på stranden, og vågnede ofte omringet af kæmpe net fyldt med fisk som lå til tørre på stranden. Jeg så selvfølgelig også meget af det arbejde mobilklinikken har været med til at lave ude i landsbyerne. Nogle har fået bygget rigtigt fine toiletter, vandpumper/brønde, of first aid rooms hvor der kan foretages vaccinationer og fødsler. Toiletterne var jeg meget positivt overrasket over, der var ingen lugt derinde og de var holdt meget rene. Målet er at folk skal have permanente toiletter som sørger for at der ikke spredes smitsomme sygdomme via toiletindhold der ender ude i brøndende søen hvor de tager vand fra.

Krokodiller, vaccinationer, toiletter og bad i måneskin 1. del

Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad. Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad. Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad.

De foerste par uger i Kipili

Nu blev det allerede til en tur til Sumbawanga igen. Alle har her i weekenden forladt Kipili. De andre volontører pga en tur med Peter (missionæren i Sumbawanga) til Kasanga, og Knud for at tage til nogle møder og så videre til Dar es Salaam hvor han skal hente de mange gæster der skal på rundtur med BDM. Jeg selv skulle også have været med til Kasanga, men pga en ordenlig omgang amøber har jeg ligget i sengen hele ugen, og havde derfor ikke kræfter til det. I stedet er jeg kommet til Sumbawanga weekenden over for at få opbygget kræfterne i et område hvor der er noget køligere. Kipili er simpelthen for varmt et sted at være syg på denne tid af året. Det var ellers rigtigt dejligt den første uge i Kipili. Jeg kørte derud med Daniels familie der var på besøg. Vi var så uheldige at to af dækkene punkterede samtidig, og da vi kun havde et reservehjul med, måtte vi vente på at Daniel, der kørte bagefter i sin bil, indhentede os. Saa kørte han videre til Kipili og fik dækket lappet, for derefter at køre ud med det til os igen. Heldigvis var vi kun ca et kvarter fra Kipili da det skete, så det tog kun ca 1,5 time ekstra. Dagne efter jeg ankom var jeg nede og snakke med lederen af mobilklinikken Respice, og saa var jeg ellers igang. Tiden gik med at hjælpe med at regne procenter og andre småting ud, og undervise i hvordan man laver grafer i excel. De skal til at afrunde fase 1 nu her, saa de vill ehave nogle tal de kunne vise frem. Teamet nede på mobilklinikken tog rigtig godt imod mig, og jeg følte jeg blev sat til de samme opgaver som dem. Bl.a. var der en eftermiddag hvor vi kl 14 var færdige med det vi skulle nå i løbet af dagen. Så gik vi igang med at skære og folde gaze. De får aabenbart ikke pakker med foldet gaze hernede som man ellers tager for givet i Danmark. Så man må selv tage sin rulle og klippe og folde fine firkanter som man kan lægge på sår osv. Folk kom også ind med diverse småskavanker til sygeplejerskerne, og en kvinde kom ind der skulle have rådgivning mht family planning. Sygeplejersken satte sig ned sammen med hende og de havde en god snak om hvor mange børn hun havde haft, hvor mange stadig var i live, hvordan hendes forhold var til manden (om han overhovedet hjalp til derhjemme, hvilket er et meget sjældent syn hernede) og hvilken slags prævention hun ville have. Jeg var meget positivt overrakset over deres dybdegaaende og informative samtale og kvinden virkede også både glad og tilfreds da hun gik derfra. Der er ellers også altid gang i den i Kipili. Det kan være lidt svært at få sin nattesøvn, for byens ”diskotek” eller hvad man nu kan kalde det, spiller høj musik om aftenen, der sammen med frøernes kvæken, cikadernes lyde, og gederne der har en forfaerdelig klagesang herude sagtens kan holde en vågen. Der er relativt stille mellem 2-4 om morgenen (nattevagten sidder dog ofte på det tidspunkt ude foran huset med sin transistor radio tændt) hvorefter hele larmen starter forfra, nu med de mange haners galen, og så snart solen står op lidt over 6 så også de mange morgenhilsener folk iblandt. Der er også kommet en ny hund til huset. Den hedder Fipa (opkaldt efter den stamme de fleste her i området tilhører) og er en hvalp som ingen rigtig ved hvor gammel er. En ting er i hvert fald sikkert, den blev taget fra sin mor for tidligt, og er nu ret forvirret det meste af tiden. Vi prøver ihærdigt at opdrage på hende men lige lidt hjælper det. Sidste søndag fik hun dog en skræk for livet sammen med os andre. Det skete således: Vi havde været i kirke, og da vi efterfølgende sad og ventede på den fællesspisning der skulle være i kirken fordi det var søndagsskolernes dag, fik vi øje på at skibet ”Liemba” var ankommet til Kipili. Det er meget begrænset hvor meget frugt vi kan skaffe i Kipili, og en af mulighederne for at få fat på noget, er ved at sejle ud til færgen når den kommer ca hver anden uge, og købe noget. Vi 5 volontører løb derfor ned til vandet og fik fat i en båd vi kunne sejle ud i. Vi var vist flere der sagde ”det her er absolut ikke en god ide” da båden var en lille utæt træbåd, med en enkelt paddel og ikke det der lignede redningsveste. Jeg spurgte de to der ville sejle os ud, om der var plads til alle, og de svarede selvfoegelig ja. Da vi alle sad i baaden begyndte vandet at fosse ind. Både ind ad sprækkerne, og ind over kanten når vi ikke sad helt stille eller der kom bølger. Jeg var skrækslagen hele turen derud, der nok har taget omkring 20 minutter. De lokale kunne slet ikke forstå vi var bange, for vi havde jo sagt vi godt kunne svømme, og så kunne der ikke være noget i vejen. Selvom jeg udemærket kan svømme, synes jeg det ville være lige spændende nok at falde i midt ude i bugten (isaer efter at flodhesten er flyttet ind). Fipa, vores lille hvalp, havde været så bange for at blive efterladt da vi andre gik ud i båden, at vi havde endt med at tage hende med. Der gik ikke længe før hun også var panikslagen, da bunden af båden fyldtes mere og mere med vand. Pludselig sprang hun overborde! Midt ude i bugten! Vi kunne se den lille hvalp synke langsomt i det klare blå vand, og vi nåede lige at tænke, nu er det slut for hende. Heldigvis fik sidste mand i båden fat i hendes ene bagben, og slyngede hende bogstaveligt talt op i båden igen. Resten af turen sad hun på mit skød, rystende, med hovedet under armen på mig og en forpote om hver side af armen. Ude ved Liemba var der en af de afrikanske drenge der klatrede ombord på skibet og fik fat i nogle frugter til os. I mellemtiden sad vi så stille som vi kunne i vores lille båd, mens en masse andre meget større baade var ved at sejle hen over os. Jeg fik snakket lidt med nogle af mændende på de andre både, og jeg tror at alle vi piger fik tilbud om giftermål mens vi var derude. Heldigvis havde vi medvind tilbage, og en anden baad forbarmee sig over os og laante os en ekstra paddel, så det gik hurtigere. Jeg tror vi alle har lært nu at hvis man ikke synes det er en god ide fra starten bør man nok lade være. Det var lige spændende nok med den tur, selvom der er blevet grinet en hel del af det efterfoelgende! Der er også sket nogle store forandringer for volontørerne i Kipili. Som der er nu bor vi i Marjo og Berts gamle hus, hvilket betyder at der er køleskab! Det gør at man får nogle hel andre kulinariske oplevelser end ris og bønner ude i Kipili. Bl.a. har pigerne indfført pizza fredag, hvor vi inviterer Knud ned til at spise pizza på vores terasse. Det er noget alternativt topping nogle gange, men det er meget lækkert alligevel! Nu da det er så varmt i Kipili kan man have lyst til at køle ned om eftermiddagen. Det nytter dog ikke særlig meget at tage et bad, for vandet der kommer ud af hanen er så varmt som hvis man havde skruet godt op for varmen derhjemme, man kan bare ikke skrue ned igen! Det vand som vandbærerne bærer op til vandbeholderner om morgenen (på hovedet vel at mærke) er simpelthen blevet ulideligt varmt i løbet af formiddagen! Til gengæld kan man tage sig en gå-tur hen til stranden og bade der. Nu skal man bare huske at holde et vågent øje til den flodhest der er flyttet ind i bugten! Flodhesten er det pattedyr der slår flest mennesker ihjel hernede, så man skal ikke komme på den gale side af den. Det er dog stadig meget dejligt at få sig en dukkert i den lækre Tangyanika sø. På gåturen til og fra stranden kommer man forbi et væld af mangotræer der bugner med frugter. Vi glæder os alle meget til at de bliver modne. Endda så meget at vi gik hen og plukkede et par stykker, selvom de var stenhårde. Jeg havde spurgt et par drenge fra landsbyen der var fulgt med os, hvis træer det var, hvortil det svarede- det er vores nu! Saa nu ved vi ikke rigtig om vi er mangotyve eller ej. Vi har i hvert fald ikke hørt noget for det endnu. På vej herind til Sumbawanga i fredags havde vi fire små gadebørn med der skulle flytte ind op på børnehjemmet Peter´s house her i Sumbawanga. Det var nogle forhutlede små nogen, der kom ude fra en landsby langs søen. Den mindste skulle efter sigende kun være 3 år gammel. De fik godt nok store øjne da de så alle de biler, lastbiler og motorcykler her i byen. Der må være helt vildt at opleve sådan noget, og sådan nogle store huse når man kommer som gadebarn fra en lille landsby hvor der ikke er andet end stråtækte lerhytter. Det må være ubeskriveligt spændende og stort. De virkede nu også en smule skræmte. Forhåbentlig faar de noget godt ud af den mulighed de nu har fået for at få et ordenligt hjem med mad, tøj, skole og omsorg. Mens jeg er her i byen håber jeg på at kunne se mine gamle elever en enkelt gang inden de bliver færdige med skolen. De har graduation på onsdag, og derefter skulle der vist være læseferie. Jeg kunne dog forstå på Sigurd (der underviser på skolen) at de havde haft fri fra undervisning hele sidste uge for at forberede til graduation. Det kommer slet ikke som en overraskelse for mig at de skrotter sig meget undervisning, men det gør det noget mere besværligt for mig at kunne komme til at møde de elever det drejer sig om, hvis ikke de er til undervisning. Hvis ikke det lykkedes er det bare tilbage til Kipili og komme igang med arbejdet på mobilklinikken igen. I løbet af oktober er planen at vi skal ud til ca 10 landsbyer og foretage husstandsundersøgelser som dem der blevet lavet i sommers. Det kommer til at dreje sig om at indsamle forskelligt data der kan bruges som udgangspunkt for ”fase 2” af mobilklinikken der starter omkring årsskiftet. Men det har jeg forhåbentlig mere at skrive om i næste indlæg!

Nu er min tid i Sumbawanga ved at være slut for denne omgang. I dag drager jeg til Kipili for at starte på mit arbejde. Selvom jeg glæder mig rigtigt meget til at komme igang er det lidt vedmodigt at tage afsted fra Sumbawanga. Det bliver også noget af en omvæltning at tage fra det meget dejligt temperede højland ned til søen hvor Kipili ligger, hvor det er meget varmere. Det har ellers været som en meget god dansk sommer her, hvilket har været perfekt. Det er sket flere gange inden for den sidste uge, at jeg tilfældigvis har mødt folk jeg kender, fra mit ophold her i 2009, rundt omkring i Sumbawanga. I går var jeg ude for at købe noget mel, og efter at have snakket lidt med den unge mand i butikken, (hvor jeg godt lagde mærke til at han studerede mig grundigt), tog han endlig mod til sig og spurgte hvad jeg hed. Da jeg så sagde Anna, svarede han, Jamen kan du så ikke huske mig? Jeg har haft dig som lærer! Det tog mig lige noget tid at genkende ham, for han var vokset fra sit noget drengede udseende som 15-årig til de ca 18 år og det voksne udseende han har idag. Han var nu stadig lidt genert, men nævnte at dem jeg har undervist har graduation fra form 4 i starten af oktober. Nu må jeg se om det kan lade sig gøre for mig at komme herind igen i forbindelse med det. Det kunne være meget sjovt at se hvor mange af dem har klaret sig igennem. Da jeg gik videre rundt og ledte efter resten af de ting jeg manglede på markedet, kunne jeg pludselig høre en hel masse sang. Da jeg kom ud fra markedet kunne jeg så se et enormt stort optog af mennesker. Det lignede en hel masse katolske kor der gik og sang. Det tog i hvert fald 10 minutter for dem alle at gå forbi. Jeg blev aldrig rigtig klog på hvad det var der foregik, men der var hundredevis af mennesker. Jeg optog dem på min telefon på rigtig mzungu vis, så forhåbentlig kan det komme ind på min blog på et tidspunkt så I får en fornemmelse af det derhjemme. Sådanne nogle oplevelser gør at jeg helt får sommerfugle i maven af at være her, som om jeg bliver forelsket i Sumbawanga om igen! Der er selvfølgelig også ting der ikke foregår helt som man kunne ønske sig. Jeg er f.eks. blevet rykket rundt på en hel masse forskellige værelser på conference centeret af forskellige grunde, og selvom der bør være varmt vand, er der ikke rigtigt noget. I går var der heller ingen strøm nogen steder. Så var det godt det var søndag, og man skulle slappe af alligevel. Jeg har nu også afsluttet min Kiswahili undervisning. I går gik jeg så i gang med at lave nogle vendekort, hvortil Daniel sagde at jeg da bare kunne starte med dem der var i huset. Det viste sig så at mine gamle vendekort stadig lå på reolen! Så kan nogle af dem genbruges. Der er stadig langt til at jeg forstår hvad der bliver snakket om omkring mig, men undervisningen har hjulpet mig til at få en hel ny forståelse for sproget som jeg ikke havde før. Nu er det bare om at bruge det! Jeg ved ikke rigtigt hvornår jeg kommer til at skrive igen. Jeg har internet på min telefon her i Sumbawanga, men det er så vidt jeg har hørt meget ustadig ude i Kipili. Jeg håber I alle har det godt derhjemme, og jeg glæder mig til at kunne skrive igen om de mange oplevelser jeg helt sikkert får i mellemtiden!

Solen skinner- igen i dag!

Efter en tur på jordvej i 9 timer siddende ved vinduet, får man en noget anderledes orange kulør.

Der er stadig mulighed for gadedrenge at komme i haven til huset her i Sumbawanga om onsdagen og få vasket deres tøj, sig selv, og få et varmt måltid mad. Her er Mama Simon ved at lave en MEGET stor omgang ugali (stift majsgrød) til dem, som de får sammen med bønner.

Det nye byggeri til sovesal for piger på Secondary School, her skal 96 piger bo. Pigernes udsigt ovenfor. Nedenfor er billeder af Secondary skolens undervisningsbygninger som der ser ud nu. Den der er ved at blive revet ned indeholder de eneste 4 klasselokaler der var under mit sidste ophold her.

Gode gamle Sumbawanga!

Så er det ved at være en lille uge siden jeg ankom til Sumbawanga. Det var efter den sædvanlige lange tur fra Kastrup, til Dar es Salaam, tidligt op i Dar for at komme med bussen til Mbeya, for derefter at sidde i den i 12-13 timer med en stor knude i maven. Jeg havde åbenbart glemt hvor vanvittigt de kører. Overhalinger man ikke troede var mulige er det lige pludseligt, og smalle snoede veje er en mulighed for buscaufføren til at udøve sine drømme om at køre rally, uden tilsyneladende at skænke en tanke til den stakkels ene mzungu der sidder og kigger forskrækket med ud af forruden. Da vi endelig ankom til Mbeya blev jeg mødt af nogle alt for ivrige mænd der alle ville ”hjælpe mig”. Jeg slap heldigvis for alt for meget bøvl da mit hotel lå lige ved siden af busstationen. På bussen den næste dag sad jeg ved siden af en meget sød mama. Der var ingen sikkerhedssele i bussen, men det ville nok ikke have gjort nogen forskel. Jeg sad godt fast med mine knæ presset helt op i sædet foran mig, og mig selv klemt ned mellem vinduet og mama’en der var noget for bred til sit eget sæde. Der sad jeg så fast i 9 timer og blev rystet godt igennem, med en enkelt tisse/ strække ben pause. Der var selvfølgelig ikke noget airconditioning i bussen, så at åbne vinduet var den eneste mulighed. Det er tørtid hernede, og vejen fra Mbeya til Sumbawanga er efter de første 2 timer jordvej, hvilket betyder hullet støvvej. Det resulterede i at jeg var helt orange over det hele efter at have siddet ved vinduet hele vejen. Der er dog sket ting og sager siden jeg var her sidst for tre år siden. De er i gang med at bygge en asfaltvej, så den kører man ved siden af et godt stykke af vejen. Deres forkærlighed for Westlife har tilsyneladende også fortaget sig, det var først 11 timer og 40 ind i den første køretur at de satte en westlife musikvideo på. Heldigvis havde jeg husket at tage ørepropper med i bussen til at dæmpe den ellers alt alt for høje musik og de alt for højlydte tanzanianske tv serier de spiller. Jeg havde problemer med både mit tanzaniaske og danske sim kort så jeg var ikke i stand til at komme i kontakt med nogen her i Tanzania på hele turen. Det gjorde, at da jeg stod af bussen, var ingen klar over at jeg var ankommet. Heldigvis kender jeg jo Sumbawanga godt fra mit sidste ophold, så jeg fik en mand til at hjælpe mig med at bære mine ting op på conference centeret hvor jeg skulle sove. Efter jeg havde fået vasket al støvet af, fik jeg endelig mødt Daniel og de tre volontører der er her i Sumbawanga, Johanne, Sophie, og Sigurd. Sigurd og Daniel bor i huset jeg boede i i Sumbawanga, og Sigurd har mit gamle arbejde. Johanne og Sophie bor ude på Peter’s house, det nye børnehjem der er kommet siden jeg tog afsted. De næste dage gik med at vente på min Swahili underviser. Han dukkede desværre ikke op. Vi var ikke rigtigt klar over hvorfor, og havde heller ikke hans telefonnummer, så vi kunne ikke kontakte ham. I stedet fik jeg besøgt nogle af de steder jeg havde min daglige gang før i tiden. Jeg var endda med Sigurd inde til en computer time ude på bibelskolen, hvor der var en af mine gamle elever var til stede! Dengang læste han til evangalist, og nu er han ved at være færdig som præst. Det blev også til nogle ture på markedet, og jeg kom op at se Peter’s House, hvor der blev spillet fodboldkamp mellem drengene der, og drengene fra Bethania’s drop-in center. Mandag begyndte min swahlíli undervisning så. Det viste sig at der havde været nogle informationer der var gået tabt, men nu kommer min lærer to gange om dagen, en time ad gangen. Jeg har desværre haft lidt for høje forhåbninger om at kunne fortsætte med mit swahili hvor jeg slap. Jeg har til min store frustration (og åbenlyst også til Mama Simon’s her i huset) glemt en hel del. Min lærer er heldigvis utrolig dygtig. Han er en ældre herre der kan tale swahili, tysk, engelsk og fransk, og er meget pædagogisk! Nu får jeg også lidt mere styr på hvad det er jeg siger, i forhold til sidste gang jeg var her, hvor jeg lærte det mere eller mindre ved at høre mig frem. Dagene går ellers her i Sumbawanga med en masse småting. Den anden dag da jeg kom ud fra en butik var der en der råbte mit navn. Da jeg vendte mig om var det Alcado som jeg har boet i huset med, der arbejde i en lige taletidsbod på hjørnet. Det var et meget glædeligt gensyn! Nivard, der også boede i huset dengang er her stadig, og er stadig lige så glad og sjov at være sammen med. Han har i mellemtiden fået en lille pige der bor med sin mor i Kipili, så dem glæder jeg mig til at møde. Den sidste dreng der boede i huset dengang, Pascal, skal jeg forhåbentlig ned og finde i en lille bod han arbejder i nede i byen en dag snart. I går var jeg ude på Secondary skolen hvor jeg arbejdede, og hvor Daniel står for at sørge for ordenligt byggeri. Den er udvidet helt vildt med en masse klasseværelser og en kommende sovesal til piger og en spisesal. Den eneste bygning der var med klasseværelser dengang, er nu ved at bliver revet ned og genopbygget da den simpelthen var bygget for dårligt (dvs den holdt til 3-4 års brug!) De næste dage kommer til at gå med undervisning, og i starten af næste uge håber jeg at komme afsted til Kipili og komme i gang med arbejde!

Afsted igen!

Nu er det så tid til endnu et ophold i Tanzania! Jeg har ikke været på Tanzaniansk jord siden sommeren 2009, men det skal der rettes op på nu. På mandag, d. 3. september rejser jeg afsted, med kurs mod Kipili denne gang. Der vil min opgaver som volontør komme til at ligge i mobilklinikken, hvor jeg forhåbentligt også vil kunne drage nytte af de sidste 5 semestres knoklen på medicinstudiet. Først skal turen derud dog overståes, og sådan som jeg husker den er den en af de længere! Jeg regner med at være fremme i Sumbawanga d. 6. om eftermiddagen, og derfra er det uvist hvornår jeg rejser videre til Kipili. De dage jeg er i Sumbawanga bliver helt sikkert fyldt op med at besøge alle de steder jeg havde min daglige gang i 2009, og alle de nye spændende ting der er kommet i mellemtiden! Indtil d. 3. kommer tiden til at gå med at få pakket, og sørget for der er styr på alle de sidste småting, så der bliver nok at lave. Næste opdatering bliver fra de noget sydligere grader!