De foerste par uger i Kipili

Nu blev det allerede til en tur til Sumbawanga igen. Alle har her i weekenden forladt Kipili. De andre volontører pga en tur med Peter (missionæren i Sumbawanga) til Kasanga, og Knud for at tage til nogle møder og så videre til Dar es Salaam hvor han skal hente de mange gæster der skal på rundtur med BDM. Jeg selv skulle også have været med til Kasanga, men pga en ordenlig omgang amøber har jeg ligget i sengen hele ugen, og havde derfor ikke kræfter til det. I stedet er jeg kommet til Sumbawanga weekenden over for at få opbygget kræfterne i et område hvor der er noget køligere. Kipili er simpelthen for varmt et sted at være syg på denne tid af året. Det var ellers rigtigt dejligt den første uge i Kipili. Jeg kørte derud med Daniels familie der var på besøg. Vi var så uheldige at to af dækkene punkterede samtidig, og da vi kun havde et reservehjul med, måtte vi vente på at Daniel, der kørte bagefter i sin bil, indhentede os. Saa kørte han videre til Kipili og fik dækket lappet, for derefter at køre ud med det til os igen. Heldigvis var vi kun ca et kvarter fra Kipili da det skete, så det tog kun ca 1,5 time ekstra. Dagne efter jeg ankom var jeg nede og snakke med lederen af mobilklinikken Respice, og saa var jeg ellers igang. Tiden gik med at hjælpe med at regne procenter og andre småting ud, og undervise i hvordan man laver grafer i excel. De skal til at afrunde fase 1 nu her, saa de vill ehave nogle tal de kunne vise frem. Teamet nede på mobilklinikken tog rigtig godt imod mig, og jeg følte jeg blev sat til de samme opgaver som dem. Bl.a. var der en eftermiddag hvor vi kl 14 var færdige med det vi skulle nå i løbet af dagen. Så gik vi igang med at skære og folde gaze. De får aabenbart ikke pakker med foldet gaze hernede som man ellers tager for givet i Danmark. Så man må selv tage sin rulle og klippe og folde fine firkanter som man kan lægge på sår osv. Folk kom også ind med diverse småskavanker til sygeplejerskerne, og en kvinde kom ind der skulle have rådgivning mht family planning. Sygeplejersken satte sig ned sammen med hende og de havde en god snak om hvor mange børn hun havde haft, hvor mange stadig var i live, hvordan hendes forhold var til manden (om han overhovedet hjalp til derhjemme, hvilket er et meget sjældent syn hernede) og hvilken slags prævention hun ville have. Jeg var meget positivt overrakset over deres dybdegaaende og informative samtale og kvinden virkede også både glad og tilfreds da hun gik derfra. Der er ellers også altid gang i den i Kipili. Det kan være lidt svært at få sin nattesøvn, for byens ”diskotek” eller hvad man nu kan kalde det, spiller høj musik om aftenen, der sammen med frøernes kvæken, cikadernes lyde, og gederne der har en forfaerdelig klagesang herude sagtens kan holde en vågen. Der er relativt stille mellem 2-4 om morgenen (nattevagten sidder dog ofte på det tidspunkt ude foran huset med sin transistor radio tændt) hvorefter hele larmen starter forfra, nu med de mange haners galen, og så snart solen står op lidt over 6 så også de mange morgenhilsener folk iblandt. Der er også kommet en ny hund til huset. Den hedder Fipa (opkaldt efter den stamme de fleste her i området tilhører) og er en hvalp som ingen rigtig ved hvor gammel er. En ting er i hvert fald sikkert, den blev taget fra sin mor for tidligt, og er nu ret forvirret det meste af tiden. Vi prøver ihærdigt at opdrage på hende men lige lidt hjælper det. Sidste søndag fik hun dog en skræk for livet sammen med os andre. Det skete således: Vi havde været i kirke, og da vi efterfølgende sad og ventede på den fællesspisning der skulle være i kirken fordi det var søndagsskolernes dag, fik vi øje på at skibet ”Liemba” var ankommet til Kipili. Det er meget begrænset hvor meget frugt vi kan skaffe i Kipili, og en af mulighederne for at få fat på noget, er ved at sejle ud til færgen når den kommer ca hver anden uge, og købe noget. Vi 5 volontører løb derfor ned til vandet og fik fat i en båd vi kunne sejle ud i. Vi var vist flere der sagde ”det her er absolut ikke en god ide” da båden var en lille utæt træbåd, med en enkelt paddel og ikke det der lignede redningsveste. Jeg spurgte de to der ville sejle os ud, om der var plads til alle, og de svarede selvfoegelig ja. Da vi alle sad i baaden begyndte vandet at fosse ind. Både ind ad sprækkerne, og ind over kanten når vi ikke sad helt stille eller der kom bølger. Jeg var skrækslagen hele turen derud, der nok har taget omkring 20 minutter. De lokale kunne slet ikke forstå vi var bange, for vi havde jo sagt vi godt kunne svømme, og så kunne der ikke være noget i vejen. Selvom jeg udemærket kan svømme, synes jeg det ville være lige spændende nok at falde i midt ude i bugten (isaer efter at flodhesten er flyttet ind). Fipa, vores lille hvalp, havde været så bange for at blive efterladt da vi andre gik ud i båden, at vi havde endt med at tage hende med. Der gik ikke længe før hun også var panikslagen, da bunden af båden fyldtes mere og mere med vand. Pludselig sprang hun overborde! Midt ude i bugten! Vi kunne se den lille hvalp synke langsomt i det klare blå vand, og vi nåede lige at tænke, nu er det slut for hende. Heldigvis fik sidste mand i båden fat i hendes ene bagben, og slyngede hende bogstaveligt talt op i båden igen. Resten af turen sad hun på mit skød, rystende, med hovedet under armen på mig og en forpote om hver side af armen. Ude ved Liemba var der en af de afrikanske drenge der klatrede ombord på skibet og fik fat i nogle frugter til os. I mellemtiden sad vi så stille som vi kunne i vores lille båd, mens en masse andre meget større baade var ved at sejle hen over os. Jeg fik snakket lidt med nogle af mændende på de andre både, og jeg tror at alle vi piger fik tilbud om giftermål mens vi var derude. Heldigvis havde vi medvind tilbage, og en anden baad forbarmee sig over os og laante os en ekstra paddel, så det gik hurtigere. Jeg tror vi alle har lært nu at hvis man ikke synes det er en god ide fra starten bør man nok lade være. Det var lige spændende nok med den tur, selvom der er blevet grinet en hel del af det efterfoelgende! Der er også sket nogle store forandringer for volontørerne i Kipili. Som der er nu bor vi i Marjo og Berts gamle hus, hvilket betyder at der er køleskab! Det gør at man får nogle hel andre kulinariske oplevelser end ris og bønner ude i Kipili. Bl.a. har pigerne indfført pizza fredag, hvor vi inviterer Knud ned til at spise pizza på vores terasse. Det er noget alternativt topping nogle gange, men det er meget lækkert alligevel! Nu da det er så varmt i Kipili kan man have lyst til at køle ned om eftermiddagen. Det nytter dog ikke særlig meget at tage et bad, for vandet der kommer ud af hanen er så varmt som hvis man havde skruet godt op for varmen derhjemme, man kan bare ikke skrue ned igen! Det vand som vandbærerne bærer op til vandbeholderner om morgenen (på hovedet vel at mærke) er simpelthen blevet ulideligt varmt i løbet af formiddagen! Til gengæld kan man tage sig en gå-tur hen til stranden og bade der. Nu skal man bare huske at holde et vågent øje til den flodhest der er flyttet ind i bugten! Flodhesten er det pattedyr der slår flest mennesker ihjel hernede, så man skal ikke komme på den gale side af den. Det er dog stadig meget dejligt at få sig en dukkert i den lækre Tangyanika sø. På gåturen til og fra stranden kommer man forbi et væld af mangotræer der bugner med frugter. Vi glæder os alle meget til at de bliver modne. Endda så meget at vi gik hen og plukkede et par stykker, selvom de var stenhårde. Jeg havde spurgt et par drenge fra landsbyen der var fulgt med os, hvis træer det var, hvortil det svarede- det er vores nu! Saa nu ved vi ikke rigtig om vi er mangotyve eller ej. Vi har i hvert fald ikke hørt noget for det endnu. På vej herind til Sumbawanga i fredags havde vi fire små gadebørn med der skulle flytte ind op på børnehjemmet Peter´s house her i Sumbawanga. Det var nogle forhutlede små nogen, der kom ude fra en landsby langs søen. Den mindste skulle efter sigende kun være 3 år gammel. De fik godt nok store øjne da de så alle de biler, lastbiler og motorcykler her i byen. Der må være helt vildt at opleve sådan noget, og sådan nogle store huse når man kommer som gadebarn fra en lille landsby hvor der ikke er andet end stråtækte lerhytter. Det må være ubeskriveligt spændende og stort. De virkede nu også en smule skræmte. Forhåbentlig faar de noget godt ud af den mulighed de nu har fået for at få et ordenligt hjem med mad, tøj, skole og omsorg. Mens jeg er her i byen håber jeg på at kunne se mine gamle elever en enkelt gang inden de bliver færdige med skolen. De har graduation på onsdag, og derefter skulle der vist være læseferie. Jeg kunne dog forstå på Sigurd (der underviser på skolen) at de havde haft fri fra undervisning hele sidste uge for at forberede til graduation. Det kommer slet ikke som en overraskelse for mig at de skrotter sig meget undervisning, men det gør det noget mere besværligt for mig at kunne komme til at møde de elever det drejer sig om, hvis ikke de er til undervisning. Hvis ikke det lykkedes er det bare tilbage til Kipili og komme igang med arbejdet på mobilklinikken igen. I løbet af oktober er planen at vi skal ud til ca 10 landsbyer og foretage husstandsundersøgelser som dem der blevet lavet i sommers. Det kommer til at dreje sig om at indsamle forskelligt data der kan bruges som udgangspunkt for ”fase 2” af mobilklinikken der starter omkring årsskiftet. Men det har jeg forhåbentlig mere at skrive om i næste indlæg!