Vores workshop på stranden i Kirando. Her gennemgik vi det nye spørgeskema og jeg mødte jeg et par repræsentanter fra hver af de landsbyer vi tog til.

Nogle af mine kollegaer på båden i gang med at evaluere dagens møder.

Her kan man se dagar ligge på stranden og tørre. Byerne lygtede ofte meget af fisk, og da vi sov i telte på stranden var der også en rigtig kraftig lugt af fisk når man skulle i seng og stod op.

Vores båd ligger ude i bugten, og forgrunden kan der ses et par børn på vej ned for at vaske op.

Børn her bliver helt vanvittige når man tager billeder. Jeg plejer ikke at tage særlig mange, men her blev jeg opfordret til at tage et billede på den primary skole vi holdt møde på. Da de så blitzen gik de helt amok!

Der er virkelig beskidt ude i landsbyerne. En af mobilklinikkens opgaver er at opfordre og undervise folk i vigtigheden af at have et hul til affald hvor der kan brændes af, sådan at det ikke bare bliver vasket ud i søen når regntiden kommer.

Det er vigtigt med affaldhuller og ordenlige toiletter for folk bruger vandet fra søen til alt, bad, tøjvask, opvask og drikkevand. Det ser smukt ud, men som folk siger her, så er søen også farlig, både når det blæser, der er krokodiller og de bliver syge af vandet.

Et af de kæmpe mangotræer vi holdt møde under.

Et andet sted vi holdt møde under mangotræer. Disse var plntet som en alle af nogle katolske missionærer i Kala for 110 år siden, og førte op til klosteret. Rødderne var dog nu vokset ind over hinanden så man umiligt kunne bruge det som vej længere.

De telte vi sov i, og nogle af de mange besægende vi havde i løbet af dagen. Der var aldrig rigtigt ro.

Ovenfor er billede af de små fisk-dagar- som de/vi spiser

3. del: Turen Sydpå

Efter en weekend hjemme tog vi ud på en 5 dages tur mere. Denne gang tog vi sydpå til landsbyerne Namansi, Ninde, Kizumbi, Wampembe og Kala. Formålet med denne tur var samme som på den første. På denne tur var jeg ved at blive VIRKELIG træt af ugali og fisk. Jeg fik det to gange om dagen så der var ikke meget at se frem til. Jeg er ikke meget til de små fisk (dagar) og en dag var der en mand, der i forbindeldse med at fortælle mig om dagar fiskeri, spurgte om jeg kunne lide frisk dagar, som man ellers normalt får tørret. Jeg svarede ja, hvilket egentlig var en ret stor løgn. Det blev også til min store fortrydels,e for så sagde han glad at det ville han sørge for at vi fik til aftensmad. Til aftensmaden måtte jeg så øse op at den friske dagar og spise den selvom hver mundfuld var en prøvelse. Puha, der var nogle af dem der ikke kom helt ind i munden, så jeg lige måtte skubbe halen med ind. Det håber jeg ikke jeg skal have igen! På turen var månen ved at blive fuld. Den ene aften stod jeg ude i et toilet uden tag, og tog bad fra en spand vand hentet i søen. Det var som at stå ude om dagen så lyst var der. Der tænkte jeg godt nok hvor heldig jeg var at få lov til at prøve at stå der midt ude i en landsby langt væk fra alt og opleve alt det der fulgte med. Mht badning fik jeg også at vide at jeg skulle holde mig fra at bade på stranden om morgenen og aftenen da landsbyerne har problemer med krokodiller. De skulle ikke fortælle mig to gange om det barn der var blevet spist sidste måned, og folk der havde mistet arme og ben, for at jeg holdt mig helt fra at bade! Det er ret vildt at være et sted hvor der er dyr der kommer og jagter folk som mad! Ud over at være træt af fisk og ugali var det i længden også mere af en prøvelse at blive kigget på og snakket om konstant. Både børn og voksne synes det er interessant at der er en mzungu. Derudover var jeg rigtig træt i hovedet af hele tiden koncentrere mig om at forstå hvad der blev sagt på swahili, så det var en lettelse at komme hjem og sove i min egen seng og kunne tale til folk uden problemer. Siden jeg kom hjem ar vi haft en slange i køkkenet som mamaerne kom ned og slog ihjel med en kæp, og vi har været henne og spise ved Mama Anna, Nivards (som jeg boede med i sumbawanga i 2009) kone hvor jeg fik lov til at hjælpe til i køkkenet sammen med Sara. Vi lavdede ugali og fisk- igen. Denne gang smagte det dog lidt bedre når man selv havde været med til at lave det. Hvad der skal ske i november ved jeg ikke endnu, andet end at vi får den nyeste husholdsundersøgelse tilbage, så der skal tastes en masse data ind. Ellers bliver det spændende at se hvad der sker!

2. del Turen nordpå

Turen nordpå På vores tur nordpå skulle vi besøge fire landsbyer i løbet af fem dage. Jeg ved ikke om de kan findes på google maps eller lignende, men byerne hed Manda Kerenge, Kazovu, Korongwe og Kalila. I alle landsbyerne skulle vi hold møde med landsbyernes health committee der ofte består af landsbyformanden, traditionelle jordmødre, traditionelle læger, religiøse ledere, sundhedslærer fra de skoler der evt er samt andre fra landsbyerne der er interesserede. Komitteerne består oftest af 12 medlemmer hvor der forsøges at holde det ligeligt kønsfordelt. Derefter holdt vi møder for indbyggerne i landsbyerne. Det foregik ved byernes samlingssted, som altid var et eller flere store mangotræer.Vi fortalte om husholdsundersøgelsen hvori der bl.a. var spørgsmål om hvordan de renser deres vand, om de bruger prævæntion, børnedødelighed, om de bruger myggenet, og de har toiletter og mere. Derudover fortalte vi at mobilklinik projektet nu har fået penge til at fortsætte de næste fem år også, hvilket folk blev meget glade for. Hver gang vi skulle starte et møde skulle jeg introducere mig selv (til møde med indbyggerne foregik det med mikrofon). Folk blev virkelig begejrstret og grinede meget når jeg lagde ud med at hilse på kifipa, deres stammesprog, hvilket jeg havde lært lidt af fra de andre på mobilklinikken. I det hele taget begynder det at gå fremad med mine swahili kundskaber. Det kniber med at få formuleret mig, men når de taler direkte til mig går det fint nok med at forstå. Til gengæld kan det til tider også være ret svært at forstå deres engelsk og en gang i mellem bliver det til nogle sjove udtalelser. Der var en af de andre der ville sige at vi skulle vente, for maden var allerede i køkkenet, men han endte med at sige ”it is in the chicken” hvilket egentlig var forvirrende, for det kunne jo godt være han mente vi skulle have kylling til aftensmad! Mens vi var på tur måtte jeg også lige vænne mig til at jeg ikke kunne bruge min telefon. Især på turen sydpå var der ikke nogen måde at komme i i kontakt med nogen på, andet end ved radiokontakt. Tilfældigvis var en af mine gamle elever fra bibelskolen evengalist i en af landsbyerne vi besøgte. Det var rigtig sjovt at se ham, og han kaldte mig hele tiden mwalimu (lærer) hvilket alle synes var meget sjovt. Jeg var også ind og besøge hans familie og rundt og se kirken og nogle af kirkens andre bygninger i byen, bl.a. en børnehave. Mens vi var i den by, hørte jeg også en masse myter og vandrehistorier. Både om et spøgelsesskib og om en slange der havde spist et barn og nu kunne tale alle verdens sprog. Der var en der havde en optagelse af ”slangen” på sin mobil telefon, og det var simpelthen det værste fup jeg nogensinde har set. Det ligende en papmache figur og så var der nogen der sagde ”oooo ooooo” i baggrunden. Desværre var det ikke til at få dem overbevist om at det ikke var ægte. De var sikre på at det var onde mennesker i ledtog med djævelen der gjorde havde tilkaldt den. Det er svært som dansker at forstå at de kan tro på en video som den, men for dem er de ret nyt, og hisorierne florerer herude. Naturen er utrolig smuk i landsbyerne langs søern. Der ligger kæmpe store sten på de lange hvide sandstrande, og der er palmetræer og mangotræer strøet ud mellem husene. Når solen går ned kan man se det ud over søen, og tænker at det må være tæt på paradis. Der var en aften jeg gik og tænkte på dette mens vi gik op til byens dispensary, hvor der var en enkelt health worker til at tage sig af en meget stor landsby, og havde nogle meget enkle lokaler med meget få remedier til rådighed. Mens jeg som sagt gik og tænkte på hvor smukt der var, kom vi op og så en af de patienter der var der. Der var en ung pige på 8-9 år. Det er svært at beskrive den følelese jeg fik da jeg så hende. Det var tydligt på hendes vejrtrækning og almene tilstand at hun var meget alvorlig syg. Alle de alarmklokker der er sat til at ringe i mit arbejde som sygeplejevikar gik i gang. Pigen havde malaria, og var først kommet hen til behandlig nu, da hendes familie ingen penge havde til at købe medicin tidligere. Lægen vi havde med sagde lige ud at hun højst havde 6 timer tilbage, hvis ikke hun fik en blod transfusion, og den skulle hun sejle i 3 timer for at få. Familien havde hverken penge til at betale for sejlturen eller behandlingen for hende. Jeg havde 9000 tsh på mig, hvilket svarer til 35 kr. Lægen sagde at det ville være nok til at få hende til Kirando og give hende behandling. Da vi gik ind for at fortælle familien kunne vi høre en anderledes vejrtrækning hos pigen, og lægen og jeg var begge klar over at det var for sent. Vi gik derfra, og kort efter hørte vi at hun var død. Det var en brat opvågning midt i alt det der ellers var så smukt. Resten af aftenen var det svært at holde tårerne tilbage, og jeg var glad for at solen var gået ned. At stå så hjælpeløs over for sådan et barn var virkeligt hjerteskærende. På turen lærte jeg ellers også meget om hvordan man fisker dagar her (de små fisk). Vi sov i telte på stranden, og vågnede ofte omringet af kæmpe net fyldt med fisk som lå til tørre på stranden. Jeg så selvfølgelig også meget af det arbejde mobilklinikken har været med til at lave ude i landsbyerne. Nogle har fået bygget rigtigt fine toiletter, vandpumper/brønde, of first aid rooms hvor der kan foretages vaccinationer og fødsler. Toiletterne var jeg meget positivt overrasket over, der var ingen lugt derinde og de var holdt meget rene. Målet er at folk skal have permanente toiletter som sørger for at der ikke spredes smitsomme sygdomme via toiletindhold der ender ude i brøndende søen hvor de tager vand fra.

Krokodiller, vaccinationer, toiletter og bad i måneskin 1. del

Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad. Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad. Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad.