2. del Turen nordpå

Turen nordpå På vores tur nordpå skulle vi besøge fire landsbyer i løbet af fem dage. Jeg ved ikke om de kan findes på google maps eller lignende, men byerne hed Manda Kerenge, Kazovu, Korongwe og Kalila. I alle landsbyerne skulle vi hold møde med landsbyernes health committee der ofte består af landsbyformanden, traditionelle jordmødre, traditionelle læger, religiøse ledere, sundhedslærer fra de skoler der evt er samt andre fra landsbyerne der er interesserede. Komitteerne består oftest af 12 medlemmer hvor der forsøges at holde det ligeligt kønsfordelt. Derefter holdt vi møder for indbyggerne i landsbyerne. Det foregik ved byernes samlingssted, som altid var et eller flere store mangotræer.Vi fortalte om husholdsundersøgelsen hvori der bl.a. var spørgsmål om hvordan de renser deres vand, om de bruger prævæntion, børnedødelighed, om de bruger myggenet, og de har toiletter og mere. Derudover fortalte vi at mobilklinik projektet nu har fået penge til at fortsætte de næste fem år også, hvilket folk blev meget glade for. Hver gang vi skulle starte et møde skulle jeg introducere mig selv (til møde med indbyggerne foregik det med mikrofon). Folk blev virkelig begejrstret og grinede meget når jeg lagde ud med at hilse på kifipa, deres stammesprog, hvilket jeg havde lært lidt af fra de andre på mobilklinikken. I det hele taget begynder det at gå fremad med mine swahili kundskaber. Det kniber med at få formuleret mig, men når de taler direkte til mig går det fint nok med at forstå. Til gengæld kan det til tider også være ret svært at forstå deres engelsk og en gang i mellem bliver det til nogle sjove udtalelser. Der var en af de andre der ville sige at vi skulle vente, for maden var allerede i køkkenet, men han endte med at sige ”it is in the chicken” hvilket egentlig var forvirrende, for det kunne jo godt være han mente vi skulle have kylling til aftensmad! Mens vi var på tur måtte jeg også lige vænne mig til at jeg ikke kunne bruge min telefon. Især på turen sydpå var der ikke nogen måde at komme i i kontakt med nogen på, andet end ved radiokontakt. Tilfældigvis var en af mine gamle elever fra bibelskolen evengalist i en af landsbyerne vi besøgte. Det var rigtig sjovt at se ham, og han kaldte mig hele tiden mwalimu (lærer) hvilket alle synes var meget sjovt. Jeg var også ind og besøge hans familie og rundt og se kirken og nogle af kirkens andre bygninger i byen, bl.a. en børnehave. Mens vi var i den by, hørte jeg også en masse myter og vandrehistorier. Både om et spøgelsesskib og om en slange der havde spist et barn og nu kunne tale alle verdens sprog. Der var en der havde en optagelse af ”slangen” på sin mobil telefon, og det var simpelthen det værste fup jeg nogensinde har set. Det ligende en papmache figur og så var der nogen der sagde ”oooo ooooo” i baggrunden. Desværre var det ikke til at få dem overbevist om at det ikke var ægte. De var sikre på at det var onde mennesker i ledtog med djævelen der gjorde havde tilkaldt den. Det er svært som dansker at forstå at de kan tro på en video som den, men for dem er de ret nyt, og hisorierne florerer herude. Naturen er utrolig smuk i landsbyerne langs søern. Der ligger kæmpe store sten på de lange hvide sandstrande, og der er palmetræer og mangotræer strøet ud mellem husene. Når solen går ned kan man se det ud over søen, og tænker at det må være tæt på paradis. Der var en aften jeg gik og tænkte på dette mens vi gik op til byens dispensary, hvor der var en enkelt health worker til at tage sig af en meget stor landsby, og havde nogle meget enkle lokaler med meget få remedier til rådighed. Mens jeg som sagt gik og tænkte på hvor smukt der var, kom vi op og så en af de patienter der var der. Der var en ung pige på 8-9 år. Det er svært at beskrive den følelese jeg fik da jeg så hende. Det var tydligt på hendes vejrtrækning og almene tilstand at hun var meget alvorlig syg. Alle de alarmklokker der er sat til at ringe i mit arbejde som sygeplejevikar gik i gang. Pigen havde malaria, og var først kommet hen til behandlig nu, da hendes familie ingen penge havde til at købe medicin tidligere. Lægen vi havde med sagde lige ud at hun højst havde 6 timer tilbage, hvis ikke hun fik en blod transfusion, og den skulle hun sejle i 3 timer for at få. Familien havde hverken penge til at betale for sejlturen eller behandlingen for hende. Jeg havde 9000 tsh på mig, hvilket svarer til 35 kr. Lægen sagde at det ville være nok til at få hende til Kirando og give hende behandling. Da vi gik ind for at fortælle familien kunne vi høre en anderledes vejrtrækning hos pigen, og lægen og jeg var begge klar over at det var for sent. Vi gik derfra, og kort efter hørte vi at hun var død. Det var en brat opvågning midt i alt det der ellers var så smukt. Resten af aftenen var det svært at holde tårerne tilbage, og jeg var glad for at solen var gået ned. At stå så hjælpeløs over for sådan et barn var virkeligt hjerteskærende. På turen lærte jeg ellers også meget om hvordan man fisker dagar her (de små fisk). Vi sov i telte på stranden, og vågnede ofte omringet af kæmpe net fyldt med fisk som lå til tørre på stranden. Jeg så selvfølgelig også meget af det arbejde mobilklinikken har været med til at lave ude i landsbyerne. Nogle har fået bygget rigtigt fine toiletter, vandpumper/brønde, of first aid rooms hvor der kan foretages vaccinationer og fødsler. Toiletterne var jeg meget positivt overrasket over, der var ingen lugt derinde og de var holdt meget rene. Målet er at folk skal have permanente toiletter som sørger for at der ikke spredes smitsomme sygdomme via toiletindhold der ender ude i brøndende søen hvor de tager vand fra.