Krokodiller, vaccinationer, toiletter og bad i måneskin 1. del

Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad. Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad. Nu er det ved at være en måned siden jeg har været på internettet. Faktisk, i den sidste måned var der et par uger hvor jeg endda var uden for telefoners rækkevidde. Jeg har nemlig været på tur med mobil klinnikken rundt i en hel del landsbyer i løbet af måneden. De første ture var dagsture til Kirando health center. Kirando ligger 15 km væk ad jordvej. Da mobilklinnikens bil ikke var til stedet måtte vi cykle afsted. Vi lejede cykler nede i byen, og tog ellers afsted. I denne varme, på de ret bumpede veje kan 15 km godt tage sin tid, og mit sæde var desværre langt fra støddampet. Lægen, Shauri, der arbejde i mobil klinikken, arbejder også på health centeret i Kirando. Jeg fulgte hans arbejde den første dag, der bestod i at se til et hav af børn. Næsten alle børnene havde feber, og Shauri forklarede at for det meste fejlede de malaria, tyfus eller lungebetændelse. Det er langt fra dnaske standarder, f.eks. er der ikke nok rent vand på hospitalet til at vaske hænder mellem hver patient, og slet ikke noget sprit, så håndvask sker først når arbejdsdagen er slut. Desuden går der grise rundt på området, og flere af lokalerne er ikke engang rengjort for rotteeksrementer. Til sidst på dagen var der en pige på 17-18 år der havde tandpine så hendes tand skule hives ud. Shauri er også tandlægen her, da han på et tidpunkt har fået et kursus. Værktøjet var en bakke med tænger. Intet andet. Pigen skulle først have lokal bedøvelse, men da der ikke var en sprøjte med den rette størrelse, fik hun kun halvdelen af det der var meningen. Derefter gik han i gang. Jeg var glad for at jeg sad ned, for det var godt nok ubehageligt at høre den knasende lyd det gav. Puha! Næste gang vi skulle til Kirando var det mening vi skulle have sejlet, men da båden var forsiknket måtte vi op på cyklerne igen. De 30 km kunne jeg nu godt have været foruden. Denne gang på health centeret var der fyldt op med kvinder og børn (endnu mere end der plejer) der skulle have undervisning i prævention, vaccinationer og tjek af de gravide hvor de også fik malaria profylakse, ormemedicin og kunne blive testet for HIV sammen med deres mænd. Mht bådturene lagde vi blødt ud med besøg i et par landsbyer vi kunne sejle frem og tilbage til, på en enkelt dag. Der lavede vi vaccinationer af både børn og mødre, undersøgte gravide kvinder og vejede børnene. Vejningen stod jeg for. Det foregik ved at hænge en vægt op i et træ og hænge børnene i det ved hjælp af et stykke stof. Det første sted var det meget kaotisk, men derefter fandt jeg ud af et bedre system så det gik mere roligt for sig. De steder vi tager hen får vi også middagsmad. Derfor får jeg prøvet en hel masse fisk og ugali (sådan noget stift grød, både den almindelig type af majs og den billigere af cassava), men mere om maden senere. I mange af de landsbyer vi kommer til lever folk af fiskeri. Nogle af byerne er sæson bestemte da der kommer en masse udefra for at fiske i højsæsonen og tager så hjem igen resten af året. Det er især overraskende hvor høje nogle af fiskerne er. Folk heromkring er ellers ret små, men i nogle af fiskerbyerne er der fyldt med høje, stærke mænd fra andre områder og lande. Når man skal sejle rundt er det heller ikke altid at tingene går som planlagt. Der var en dag vi skulle ud at vaccinere osv, hvor vi sad i båden på vej ud af bugten, men fik et telefon opkald hvor vi fik at vide at der var for store bølger ved landsbyen til at vi kunne lægge til. Så blev turen aflyst og vi arbejdede på klinikken i Kipili den dag. Som fortalt i min tidligere blog skulle vi ud og fortælle om den husholdsundersøgelse der blev lavet i sommers. Det skulle ske på 2 ture, hver af en uge, en sydpå og en nordpå. Inden da skulle vi holde workshop for dem der havde været interviewerer til første undersøgelse, da der skal laves en tilsvarende i 10 nye landsbyer her i oktober. Workshoppen holdt vi på stranden ved Kirando by. Som man kan se på billedet lignende det det rene ferieparadis der hvor vi stillede vores stole op og holdt møde hele dagen. Det viste sig at være meget heldigt at jeg havde været med til workshoppen, for det gjorde at da vi skulle på tur kendte jeg to represæntanter fra hver af de landsbyer vi kom til, hvilket gjorde ankomsten rigtig hyggelig hver gang. Midt i alt arbejdet kom der desuden en stor flok danskere på besøg i Kipili. Der var omkring 40 gæster, der ledet af Jørgen Bøytler skulle rundt og se BDMs arbejde i Tanzania. I den forbindelse blev huset indtaget weekenden over af en masse mennesker, og der blev severet god mad.